Samfund

Sygeplejersker stemte nej til overenskomst, og det er ikke kun på grund af coronakrisen

En lønstigning på fem procent over de kommende tre år er ikke nok, mener sygeplejerske. Hun og hendes kollegaer er mere værd end det, lyder det.

Det var en glad Maria Gade Madsen, som torsdag eftermiddag fik beskeden om, at sygeplejerskerne har stemt nej til OK-21 resultatet ved en urafstemning.

Hun er nemlig selv en af de 47,3 procent, som har stemt nej til overenskomsten i håbet om, at de kan forhandle sig til noget bedre.

- Jeg synes, vi er mere værd end det, siger hun til TV 2.

I alt har 53,6 procent af Dansk Sygeplejeråds medlemmer stemt, og af dem stemte 46,5 procent ja.

Sammen med flere andre sygeplejersker har Maria Gade Madsen op til afstemningen anbefalet sine medkollegaer at gøre som hende.

Hvorfor? Fordi lønnen simpelthen ikke afspejler sig i hverken sygeplejerskernes uddannelse eller deres arbejde, lyder det fra hende.

Coronakrisen har lagt en dæmper på lønforhandlingerne

43-årige Maria Gade Madsen arbejder til dagligt på akutsengeafsnittet på Regionshospitalet i Nordjylland, og ligesom så mange andre sygeplejersker har hun arbejdet ekstra hårdt under coronakrisen.

Derfor føler hun heller ikke, at en stigning på fem procent over de kommende tre år, som overenskomsten lyder på, er nok.

- Der skal et markant lønløft til – minimum syv en halv procents stigning – før jeg stemmer ja, fastslår sygeplejersken.

Hun mener, at reguleringsordningen, som sikrer en parallel lønudviklingen på det private og offentlige område, sætter sygeplejerskerne i en urimelig situation.

Reguleringsordningen siger, at det offentlige arbejdsmarked ikke må være lønførende. Det vil sige, at hvis det private stiger i løn, følger det offentlige efter og omvendt, hvis det private falder i løn.

Men på grund af pandemien har sygeplejerskerne knoklet ekstra hårdt, mens store dele af det private har været lukket ned.

- Det har lagt en dæmper på, hvor høj en løn de offentlige ansatte har kunnet bede om, siger FOA-formand Mona Strib, der er chefforhandler på vegne af offentligt ansatte i regioner og kommuner, til TV 2.

Et opgør med Tjenestemandsreformen

Op til afstemningen har der været stor diskussion om blandt andet sygeplejerskernes lønforhold.

Det her går længere tilbage end coronakrisen

Lissa Lock, anæstesisygeplejerske på Sygehus Sønderjylland

Et borgerforslag, som har til formål at afskaffe Tjenestemandsreformen, nåede på bare otte dage mere end 50.000 underskrifter.

Tjenestemandsreformen fra 1969 placerede faggrupper i det offentlige på 40 forskellige løntrin baseret på tjenestemænds lønklassificering dengang.

Og det påvirker muligheden for at opnå et mere fair lønforhold mellem faggrupperne, mener sygeplejerske Lissa Lock, der er anæstesisygeplejerske på Sygehus Sønderjylland.

- Jeg kan ikke med god samvittighed stemme ja til en overenskomst, som overhovedet ikke tager noget opgør med vores Tjenestemandsreform, siger hun til TV 2.

Hun fortæller, at det er en udbredt misforståelse, at sygeplejerskerne stemmer nej på grund af coronavirus.

- Det her går meget længere tilbage end coronakrisen. Sygeplejersker er trætte af gennem så mange år at blive fravristet et ordentligt lønløft, understreger hun.

Maria Gade Madsen er enig og siger, at hun også er indstillet på at ændre sin stemme, hvis Tjenestemandsreformen bliver afskaffet.

- En tur i Forligsinstitutionen skræmmer os ikke

Det er nu op til hovedbestyrelsen at beslutte, hvad der skal ske. De kan vælge at varsle strejke, eller de kan genoptage forhandlingerne med arbejdsgiverne.

TV 2s erhvervskommentator, Ole Krohn, mener, at der er stor sandsynlighed for, at forhandlingerne ender i Forligsinstitutionen, som har til opgave at forsøge at opnå fælles mægling mellem parterne.

Men det skræmmer ikke chefforhandler Mona Strib.

- Hvis der samlet set bliver et nej, er den faglige organisation altid frisk på en tur i Forligsinstitutionen - det skræmmer os ikke, siger hun.

Maria Gade Madsen fortæller, at hun også er parat til at tage forhandlingerne, så langt det nu kræver. Mens Lissa Lock håber, at sygeplejerskernes nej kan blive det endelige dødsstød til Tjenestemandsreformen.