Coronavirus

450.000 færre doser i april fra Johnson & Johnson

Også i Norge er der torsdag kommet meldinger om, at man vil modtage markant færre vaccinedoser fra Johnson & Johnson.

Der kommer 450.000 færre doser fra Johnson & Johnson i april end forventet, viser Sundhedsstyrelsens vaccinekalender. Første sending bliver på 19.500 doser i tredje uge af april, og ugen efter kommer der yderligere 19.500 doser.

Tidligere torsdag kom det frem, at også Norge ventes at modtage langt færre vacciner fra Johnson & Johnson end ventet. Her modtager man i alt 52.000 doser af vaccinen - de havde regnet med 310.000 leverancer.

Den opdaterede kalender viser desuden, at alle danskere over 16 år nu forventer at være blevet tilbudt vaccination i uge 30 i juli. I seneste kalender var det uge 29.

Også i USA har der været problemer med udrulningen af vaccinen, som er særligt efterspurgt, da den kun kræver et enkelt stik for at vaccinere en person effektivt mod covid-19.

Netop derfor beskrev statsminister Mette Frederiksen (S) vaccinen som en ”potentiel gamechanger” i kampen mod coronavirus i et brev til EU i begyndelsen af februar. Vaccinen er Danmarks klart mest bestilte vaccine.

Problemer med levering andre steder

Også i USA løb udrulningen af vaccinen ind i problemer i begyndelsen af marts. Her skrev New York Times, at Johnson & Johnson ikke kunne leve op til den aftale, som virksomheden havde lavet med de føderale myndigheder i USA.

I aftalen havde man lovet at levere 37 millioner doser i denne måned, men medicinalvirksomheden oplyste ifølge avisen, at man kun kunne levere 20 millioner doser i marts.

Samlet set har EU bestilt 200 millioner vaccinedoser fra Johnson & Johnson til de 27 medlemslande, og der er mulighed for at bestille yderligere 200 millioner.

Statsminister Mette Frederiksen har sammen med fire øvrige europæiske statsledere udtrykt bekymring for, at netop vaccinen fra Johnson & Johnson kan udløse endnu en omgang vaccinerod i EU. Brevet kan læses her.

Et af problemerne er ifølge brevet, at vaccinen fra Johnson & Johnson blandt andet produceres på en fabrik i Belgien, men at selskabet har lagt op til, at vaccinen efterfølgende skal sendes til USA for at blive hældt på flasker.