TV 2 Echo

Corona ændrede alt for ung iværksætter - satsede på musikken og en karriere som popstjerne

Den verdenskendte dj Martin Jensen blev meget overrasket, da han hørte sin ven Kasper Juuls musik. Iværksætteren er nu gået all-in på musikken.

X Factor-dommer Martin Jensens vurdering af sin vens musik var klokkeklar:

- Det er sygt nok. Hvis det er det første, du har lavet, så er det eddermaneme vildt, lød det fra dj'en.

Men at Kasper Juul skulle være musiker lå ikke i kortene.

I begyndelsen af 2020 havde den succesfulde iværksætter det hele.

Penge på kontoen. Medejer af flere firmaer og frihed til at gøre lige, hvad han ville.

Kasper var to år forinden blevet millionær ved at sælge ét af sine mange firmaer, men alligevel manglede der en afgørende ting for Kasper: Gnisten ved at gå på arbejde.

Jeg var et nervevrag og frygtede, at folk ville se vores musikprojekt som en joke

Kasper Juul, iværksætter og musiker

Kreativ i en coronatid

Den 24-årige Kasper Juul var efter egne ord splittet, da coronakrisen for alvor ramte Danmark i marts 2020 og lukkede store dele af samfundet ned.

Men coronakrisens uforudsigelighed skulle vise sig at blive et vendepunkt i den unge iværksætters liv.

- Rigtig mange iværksættere bliver skræmt af ikke at have kontrol. Under coronakrisen har man ikke den kontrol, man plejer at have, og derfor skal der tænkes kreativt, mener Kasper Juul.

Den omfattende nedlukning af Danmark førte til, at Kasper ikke kunne dyrke sport og gå i byen med vennerne, som han plejede, og det gav tid og plads til refleksion samt kreative tanker.

I foråret 2020 havde Kasper sammen med vennen og kunstneren Martin Brachér gennem længere tid hygget sig med at synge og spille guitar.

Men pludselig gik det op for vennerne, at de skulle give deres fælles kærlighed til musikken en chance.

- Hvis det ikke havde været for coronaen, så havde vi ikke stået her i dag med vores musik, fortæller Kasper ét år efter coronakrisen ramte Danmark.

Droppede ud af handelsskolen

Den succesfulde 25-årige iværksætter fra Nordsjælland har aldrig taget en uddannelse.

Kasper Juul droppede ud af handelsskolen i Hillerød sammen med klassekammeraten Martin Brachér, og i stedet for at studere tykke bøger har han siden 16 års alderen arbejdet målrettet for at føre sine egne idéer og drømme ud i livet.

I efteråret 2018 solgte iværksætteren firmaet Leasingexperten, der flexleasede luksusbiler, for et mindre millionbeløb.

Siden har Kasper startet flere virksomheder op og blandt andet været ejer af plakatvirksomheden Simplyposter.dk og mediebureauet Ducklas Media.

Når du udgiver musik, kan du ikke gemme dig bag produktet. Du er selve produktet

Kasper Juul, iværksætter og musiker

Det var derfor ikke givet, at Kasper skulle satse på en musikkarriere.

Men i løbet af 2020 blev alle hans projekter sat på pause, og iværksætteren solgte flere ejerandele fra i sine virksomheder til fordel for musikken, der fik fuld fokus.

- Jeg lever mit liv og gør de ting, jeg gerne vil. Jeg brænder for at lave musik. Det er pissesjovt og en passion, siger Kasper Juul.

Søvnløse nætter

Valget om at prioritere musikken føltes i foråret 2020 helt rigtig i maven, men alligevel blev den driftige iværksætter flere gange usikker på sit afgørende valg.

Musikbranchen er hård, og Kasper tvivlede på, om de to venner kunne slå igennem som band.

- Vi har taget en stor chance med musikken. Det har givet mange søvnløse nætter. Jeg var et nervevrag og frygtede, at folk ville se vores musikprojekt som en joke, fortæller Kasper.

Den 25-årige nordsjællænder har gennem ti år som iværksætter levet af at starte virksomheder op og blæst på andres meninger om hans skiftende projekter.

Men med musikken forholder det sig anderledes. For her føler Kasper for første gang nogensinde, at han for alvor er kommet på udebane.

- Når du udgiver musik, kan du ikke gemme dig bag produktet. Du er selve produktet, lyder analysen fra Kasper.

Point of no return

Kasper Juul og Martin Brachér har siden efteråret 2020 udgjort gruppen Monday Morning, der forsøger at fusionere de musikalske stilarter pop og rap.

Inden duoen valgte at kaste al deres tid, kræfter og kærlighed på musikken og lave deres eget pladeselskab, havde Kasper brug for, at en helt speciel ven lyttede gruppens musik igennem og blåstemplede projektet.

Den verdenskendte dj Martin Jensen.

Jeg ved knapt nok, hvad jeg skal sige. Du er videre

Martin Jensen, dj og X Factor-dommer

I lydstudiet i X Factor-dommerens lejlighed vidste Kasper, at han ville få en hudløs ærlig vurdering af Monday Mornings musik.

Han havde holdt det hemmeligt for sin ven, at han dyrkede musikken. Men det måtte bære eller briste med gruppens demo 'I feel something'.

Martin Jensen var overrasket, men kunne heldigvis lide musikken ved første gennemlytning.

- Jeg ved knapt nok, hvad jeg skal sige. Du er videre, lød dj'ens reaktion.

Kasper var ovenpå vennens eksamination både lettet, glad og forvirret.

Martin Jensens mening havde givet ham det sidste skub i retning af en karriere inden for musikken.

- Det var point of no return. Martin gav os et skub, og hans vurdering betød alverden. Når han synes, vores musik er cool, så er der nok også andre, der gør det, siger Kasper Juul.

Går nummer ét på hitliste

Monday Morning udgav deres første single 'Alone', som de selv har skrevet tekst og musik til, fredag 26. februar på deres eget pladeselskab.

Samme dag gik duoens single nummer ét på iTunes Danmarks hitliste.

Monday Morning havde for én dag slået verdensstjernen The Weeknd af musiktronen herhjemme.

- Det var fuldstændig vanvittigt, siger Kasper Juul.

Dagen efter var førstepladsen væk, og popduoen var røget et stykke ned af hitlisten som nummer fem.

X Factor havde netop haft premiere på programmets liveshows på TV 2, hvilket gav stor eksponering til de håbefulde deltagere.

Vil inspirere med musikken

Monday Morning håber at skabe flere ørehængere i fremtiden, og fredag 19. marts udkom gruppens anden single med titlen ’Feel something’.

Duoen forsøger efter egne ord at skabe livsglæde med deres musik, og formålet med projektet ligger klar:

- Vi håber på, at kunne inspirere mange mennesker til at kaste sig ud i netop det, de gerne vil, siger Kasper Juul og tilføjer:

- Hvis vi kan følge vores drømme og kaste os ud i et fag, hvor vi er så meget på udebane, kan alle andre også. Man sætter kun sine egne begrænsninger her i livet.

Iværksætteren har tidligere haft svært ved at fastholde interessen for sine projekter gennem længere tid, men med musikken forholder det sig anderledes.

Kasper har svært ved at sige, hvor mange år Monday Morning vil bestå, men den 25-årige har den helt rigtige mavefornemmelse for popduoen og dens musik.

- Det er så dejligt at være tilbage igen, hvor man vil gå den ekstra mil for at nå sine mål. Så længe jeg har det sådan, så bliver jeg ved, med det vi laver - uden tvivl, siger Kasper Juul.