Boris Johnson sendte lamslående besked til briterne - nu er de på sporet af en genåbning
Om få dage kan briterne igen gå på pub. Men selv om England er langt foran Danmark med vaccineudrulning, lurer frygten for en tredje bølge.
Hvis det danske samfund var et hus, ville der ikke være tale om at slå døre og vinduer op på vid gab, når man ser på den plan for genåbning, statsminister Mette Frederiksen (S) løftede sløret for kort før midnat mandag.
Den danske genåbning kommer til at foregå i flere faser. Liberale erhverv som frisører åbner igen 6. april, og skoleklasserne vender tilbage hver anden uge.
Herefter vil samfundet åbnes med 14 dages intervaller, forklarede Mette Frederiksen på pressemødet.
- Vi kommer til at gå forsigtigt til værks, fastslog statsministeren i Landstingssalen efter at være nået til enighed med Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige.
Den forsigtige tilgang til en genåbning af samfundet kan man sagtens nikke genkendende til i Storbritannien, fortæller TV 2s korrespondent Divya Das.
- Briternes plan er meget konkret kontrolleret og forsigtig, hvor man har fire-fem uger mellem hver fase af genåbningen, siger Divya Das.
Et år siden Storbritannien lukkede ned
Det er præcis et år siden, Storbritannien lukkede ned første gang. Det var ikke en beslutning, der dengang kom nemt til premierminister Boris Johnson.
Der gik ni dage fra den daværende seniorrådgiver Dominic Cummings havde afleveret beregninger på smitteudviklingen i Downing Street 10. Så var der ikke længere nogen vej udenom for Boris Johnson.
23. marts 2020 blev en historisk dag, da den britiske premierminister satte sig i stolen for at holde en tale til nationen.
- I aften har jeg en meget simpel instruks til det britiske folk. I skal blive hjemme, lød det fra Boris Johnson.
Talen havde ikke historisk schwung som Winston Churchills retoriske guldkorn under Anden Verdenskrig. Og fjenden kunne ikke identificeres som frontkæmpere fra det nazistiske Tyskland med Adolf Hitler som bannerfører.
Det hele handlede om en usynlig, men alligevel potentielt dødbringende coronavirus, som på få måneder havde tvunget Boris Johnson fra en kæk offensiv med offentlige håndtryk til en forsigtig defensiv. Og deraf følgende nedlukning.
- Ingen premierminister har lyst til at indføre restriktioner som de her, erklærede Boris Johnson med ansigtet lagt i beklagelsens folder.
Lukket ned tre gange på et år
Siden har Storbritannien været lukket ned i alt tre gange på et år.
Fra begyndelsen af januar har briterne levet under lockdown med afmålt kontakt til andre, tomme skoler og butikker, pubber og restauranter med sørgmodigt tillukkede facader.
Fra genåbningen 8. marts kom der liv i landets skoler igen. Og om få dage, 29. marts, tages der endnu et skridt mod normalitet, når det igen bliver tilladt at samles udenfor i grupper på op til seks personer eller to husstande. Samtidig bliver der givet grønt lys til at dyrke sport som tennis og fodbold. I alt har Storbritannien etableret en plan for genåbning i fire faser
- 8. marts. Fase 1: Skoler i England bliver åbnet.
- 29. marts: Det bliver igen tilladt at samles udenfor i grupper op til seks personer eller to husstande, og sport som tennis og fodbold bliver tilladt.
- 12. april (tidligst). Fase 2: Her bliver ikke-essentielle butikker og eksempelvis frisører og fitnesscentre igen åbnet. Biblioteker, museer og udendørsservering kan åbne.
- 17. maj (tidligst). Fase 3: Forsamlingsforbud udenfor kan hæves til op til 30 personer. Hoteller, biografer og lignende kan åbne - med afstandsregler.
- 21. juni (tidligst). Fase 4: Alle restriktioner på sociale kontakter bliver løsnet.
Men planen er ikke uden forbehold, fortæller Divya Das.
- Der er fire til fem uger mellem hver enkelt fase. Og det vil sige, at myndigheder og eksperter har lejlighed til at se, hvad de enkelte faser af genåbning har haft for antallet af indlæggelser, hvad betyder det for smitten, og fortsætter vaccineudrulningen, som den skal, siger Divya Das.
Stadig et stykke vej til "frihedsdag"
Briterne går en sommer i møde, hvor de kan se frem til igen at kunne mødes og socialisere som tidligere - dog tidligst fra den 21. juni, lød det fra Boris Johnson, da han for en måned siden lancerede genåbningsplanerne i Underhuset.
- Hvis man ser 21. juni som briternes "frihedsdag", er der stadig et stykke vej. Genåbningen er på sporet, men meget vil afhænge af, hvad der sker i mellemperioderne, siger Divya Das.
Smitteudviklingen i store europæiske lande som Frankrig og Tyskland har fået frygten for en genopblussen af pandemien i England til at simre.
- Belært af erfaringerne skal vi ikke gøre os nogen illusion om, at den ikke vil kunne skylle op på vores strande igen, siger Boris Johnson til BBC.
BBC's politiske korrespondent Iain Watson kalder premierministerens advarende tonefald for rettidig omhu.
- Det handler både om, at folk begynder at tage mere afslappet på restriktionerne, men også om at overtale dem med mest "rejsekløe" om, at det er for tidligt at booke sommerferien, skriver Watson.
Storbritannien har registreret 126.000 dødsfald med coronavirus, kun overgået af USA, Brasilien, Mexico og Indien.
Men sammenlignet med eksempelvis Danmark indledte man allerede omfattende vaccineprogram 8. december.
Det har sammen med større, faste leverancer betydet, at hver tredje voksne brite nu er vaccineret.
Tvivl om tredje bølge
En skæringsdato i den britiske genåbning har været 17. maj, hvor det på papiret igen skulle blive muligt at rejse, og hvor forsamlingsforbuddet kunne hæves til op til 30 personer.
- Men det er man meget i tvivl om lige nu. Det kommer til at afhænge af, om der kommer en tredje bølge fra kontinentet, siger Divya Das.
Myndighederne i Storbritannien har sagt, at man i genåbningsplanen vil holde sig til data og ikke datoer. Det betyder, at planen ikke er nagelfast.
- Der er ingen planer, der er fejlfrie. Noget af det, de kan se virker herovre, er, at jo mere man får rullet vacciner ud, så holder man dampen oppe på planen og stadig får leverancer af vacciner både fra Indien og kontinentet. Også i England kigger man meget på, hvornår man har vaccineret alle over 50 år.