Samfund

46-årig mand død efter at være fanget i 30 meter høj gigantskulptur

Arbejdstilsynet skal nu undersøge dødsfald ved kunstinstallationen Elia i Herning. To er tidligere døde ved skulpturen.

En 46-årig reparatør er tirsdag aften død efter at være fanget indvendig i en 30 meter høj skorsten i kunstinstallationen Elia i Herning.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Klokken 18 fik politiet en melding om, at reparatøren sad fast i en af kunstværkets fire høje stålsøjler.

Det skete, efter at han var blevet hejst ned i skorstenen via en kran og var i færd med at reparere noget, da kranføreren pludselig mistede radiokontakt med ham.

Den 46-årige mand befandt sig omkring to meter fra toppen af det 30 meter høje kunstværk, men kunne ikke hejses op.

Klokken 22.30 lykkedes det Beredskabsstyrelsen at få manden op. En læge på stedet erklærede efterfølgende manden død.

Politiet skriver, at det endnu er uvist, om manden fik et ildebefindende, eller om der er sket en ulykke. Arbejdstilsynet er derfor blevet tilkaldt og skal undersøge hændelsen nærmere.

Sket ulykker på kunstværket før

Den enorme skulptur Elia er tegnet af kunstneren Ingvar Cronhammar og befinder sig ved Herning Kunstmuseum. Den består af en metalkuppel og fire hule søjler – eller skorstene, om man vil. Det er inde i en af disse skorstene, at manden er fanget.

Der er blevet tilkaldt yderligere beredskab, som skal hjælpe med at få reparatøren op.

Det er ikke første gang, at der sker en dødsulykke på kunstværket. I efteråret 2016 døde to personer med kort tids mellemrum.

I oktober 2016 mistede en 21-årig mand livet, da han og en gruppe kammerater løb på skulpturen. Manden sprang ud over et rækværk og faldt mange meter ned.

Ikke lang tid efter mistede en kvinde livet. I det tilfælde var der tale om selvmord.

De to dødsfald førte til, at der blev monteret et sikkerhedsnet på skulpturen. I forbindelse med monteringen af nettet faldt en montør flere meter ned og måtte efterfølgende køres til hospitalet med ambulance.

Herning Folkeblad skriver, at der tidligere på dagen har været en kran ude ved kunstværket for at undersøge, om der er en smartere måde at skifte de fire pærer i kunstværket på.

Det er muligvis i forbindelse med dette arbejde, at det er gået galt.