SSI anbefaler ny vaccineteknik efter sjældne blodpropper
Flere læger har i Sundhedspolitisk Tidsskrift luftet en tese om, at vaccineteknikken kan være en årsag til sjældne tilfælde af blodpropper.
Statens Serum Institut (SSI) anbefaler nu på sin hjemmeside en bestemt teknik til at vaccinere mod coronavirus, som det ikke tidligere har anbefalet.
Det skriver Dansk Sygeplejeråd og Sundhedspolitisk Tidsskrift.
Sædvanligvis behøver man ikke at aspirere før injektion af en vaccine, skriver SSI i sin nye anbefaling, der er opdateret 18. marts. Men ud fra et forsigtighedsprincip anbefaler SSI nu at aspirere inden injektion med coronavacciner.
Det vil sige, at stemplet på vaccinen under vaccinationen trækkes let tilbage. Hvis der kommer blod op i stemplet på kanylen, kan det betyde, at nålens hoved har ramt ned i et blodkar i stedet for i en muskel.
I en mail til TV 2 oplyser SSI, at den normale anbefaling uden aspiration er på linje med anbefalinger fra eksempelvis Verdenssundhedsorganisationen, WHO, samt de amerikanske, britiske og andre nordiske sundhedsmyndigheder.
At SSI normalt ikke anbefaler aspiration skyldes, at der stikkes i skulderen, hvor der ikke er nogen større blodkar. Desuden forlænger aspiration vaccinationstiden og kan være forbundet med smerte, fremgår det af mailen fra seruminstituttet.
Mistanke om utilsigtet indsprøjtning
Når Statens Serum Institut nu alligevel anbefaler aspiration, skyldes det, at "der har været rejst mistanke om, hvorvidt utilsigtet indsprøjtning af vaccinen i et blodkar kunne spille en rolle", skriver seruminstituttet til TV 2:
- SSI har ikke kendskab til data, som understøtter denne mistanke. Indtil det er nærmere afklaret, om der er en sammenhæng mellem vaccination med covid-19-vaccine fra AstraZeneca og den nævnte alvorlige tilstand, herunder om vaccinationsteknik kan spille en rolle, anbefaler SSI dog indtil videre, ud fra et forsigtighedsprincip, at aspirere inden indgift af alle de godkendte og tilgængelige covid-19-vacciner.
Den nye anbefaling fra SSI gælder kun for covid-19-vacciner og ikke andre vacciner.
Læger advarer mod vaccineteknik
For nylig har flere læger i Sundhedspolitisk Tidsskrift luftet en tese om, at vaccinationsteknikken kan være en årsag til de sjældne tilfælde af blodpropper, der er observeret i forbindelse med vaccination med AstraZeneca.
- Hvis vaccinen gives forkert og rammer ind i blodbanen - og ikke kun i skuldermuskulaturen – kan det i værste fald give en så voldsom, systemisk og inflammatorisk reaktion, at det kan føre til mange små blodpropper i blandt andet lunger, har professor og overlæge ved Københavns Universitet og Rigshospitalet Niels Høiby sagt til tidsskriftet.
I modsætning til Statens Serum Institut har Sundhedsstyrelsen i længere tid anbefalet aspiration i vejledningen 'Retningslinje for håndtering af vaccination mod covid-19' fra 5. februar.
AstraZeneca-vaccine sat på pause
Sundhedsstyrelsen satte 11. marts brugen af AstraZeneca-vaccinen på pause på grund af indberetninger om sjældne, men alvorlige tilfælde af blodpropper efter vaccination.
Styrelsen har meldt ud, at den vil foretage en ny vurdering i denne uge.
Flere andre europæiske lande har ligesom Danmark sat brugen af AstraZeneca på pause, men de fleste genoptog brugen, efter at Det Europæiske Lægemiddelagentur vurderede, at den er sikker og effektiv.