Samfund

Trump vender snart tilbage med sit eget sociale medie, siger rådgiver

Twitter, Facebook og Instagram fjernede Donald Trumps adgang til platformene efter stormen på kongressen.

Tidligere præsident Donald Trump vender tilbage til sociale medier inden for to til tre måneder.

Det siger Donald Trump-rådgiver Jason Miller i et interview med Fox News.

Det bliver dog ikke på Twitter eller Facebook, men på "hans egen platform", lyder det fra Jason Miller.

Og platformen kommer ifølge rådgiveren til at "ændre spillereglerne" for sociale medier og tiltrække mange millioner brugere, skriver Fox News.

Fjernet efter stormløb på kongressen

Efter angrebet på den amerikanske kongres i begyndelsen af januar fjernede Twitter, Facebook og Instagram Trumps konti fra platformene.

Kongressen blev stormet af hundredvis af Trump-tilhængere, der ifølge kritikere blev ansporet af en tale af Donald Trump kort forinden. I talen nægtede Donald Trump at anerkende valgresultatet, der viste en markant og tydelig sejr til demokraten Joe Biden.

Stormen mod Kongressen førte til en evakuering af kongresmedlemmerne, mens man på levende tv-billeder kunne se folk trænge ind i bygningerne. Her poserede de med klenodier, og flere af de ubudte gæster vandrede ubekymret rundt i bygningen.

Fem personer mistede livet i forbindelse med urolighederne.

Siden har blandt andre Twitter meldt ud, at udelukkelsen af Donald Trump er for bestandig.

Frifundet ved rigsretssag

I USA har andre højreorienterede sociale medier forsøgt at danne base for mange af Trumps støtter. Blandt andet det sociale medie Parler, der også undersøges for dets rolle i at anspore demonstranterne.

I februar blev Donald Trump frifundet ved den rigsretssag, der blev indledt mod ham efter optøjerne. 57 ud af 100 senatorer stemte for at dømme Donald Trump. Men det krævede to tredjedeles flertal, svarende til 67 stemmer, at dømme ham skyldig.

Frifindelsen betyder også, at Donald Trump frit kan stille op som kandidat til præsidentvalget i 2024.