Coronavirus

Stiftere bag Danmarks mest leverede vaccine forudser en ende for nedlukninger efter sommer

Virussen forsvinder ikke, men vi lærer at leve med den, lyder det fra stifterne af populær vaccine mod covid-19.

Senest i efteråret kan det være slut med nedlukninger, som vi kender dem i Europa.

Det vurderer grundlæggerparret til coronavaccineproducenten Biontech i et interview med tyske Welt.

- I mange lande i Europa og USA vil vi sandsynligvis være i stand til ikke længere at skulle anvende nedlukninger i slutningen af sommeren, siger Uğur Şahin i interviewet.

Virus forsvinder ikke

Sammen med hustruen Özlem Türeci er han kendt for at stå bag virksomheden, der i samarbejde med det amerikanske medicinalfirma Pfizer har udviklet vaccinen, der som den første blev godkendt af EU i slutningen af december.

Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at "virussen ikke forsvinder", siger Şahin. Der vil komme "nye udbrud, men de vil mest være baggrundsstøj. Der vil komme nye mutationer, men de vil ikke skræmme os," tilføjer han.

Ifølge Uğur Şahin vil det tage mindst et år, før menneskeheden er i kontrol over situationen.

Konkret bliver de to i interviewet spurgt ind til tyske forhold, og her mener de, at en vaccinationsdækning på 70 procent af den godt 83 millioner store tyske befolkning vil være tilstrækkelig til at undgå yderligere nedlukninger. Men man skal sandsynligvis vænne sig til at blive vaccineret en gang om året:

- Hvis du inkluderer praktiserende læger og medicinsk personale i vaccineindsatsen, så vil det ikke være et problem at vaccinere 80 millioner mennesker en gang om året, siger Şahin i interviewet.

Træg vaccinelevering i starten

Det kræver dog naturligvis, at vaccinerne bliver leveret. Netop vaccinen fra Pfizer-Biontech var i de første måneder af januar genstand for kritik, da det gik trægt med leveringerne til EU-landene. Det er dog stadig den vaccine, Danmark klart har modtaget flest doser af.

I starten af marts lød meldingen fra Statens Serum Institut, at Danmark fra april vil modtage over 200.000 vaccinedoser om ugen fra virksomheden, hvilket er mere end en fordobling af niveauet fra begyndelsen af marts, hvor de ugentlige leveringer lå på omkring 80.000-90.000.

Dermed fortsætter vaccinen, der kræver to stik, med at være den mest tilgængelige i Danmark fra april, hvis man kigger på Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender.

Alle pandemier "får en ende"

TV 2 bad i starten af marts en lang række eksperter kigge i krystalkuglerne i forhold til fremtiden med coronavirussen.

Et af spørgsmålene lød: Hvornår forventer du, at covid-19 anses for værende under kontrol, så der ikke længere vil være behov for nedlukninger, restriktioner og coronapas?

Her vurderer 5 ud af 19 eksperter, at det vil ske i august eller oktober, mens resten først så en ende på det i 2022 eller derefter. Lone Simonsen, professor i folkesundhed ved RUC, svarede august:

- Når vaccineprogrammet er rullet ud. Så vil alting ændre sig, for da er hospitalerne sikret, og få vil dø – sådan som man begynder at se det i Israel. Men kommer der en ny variant, er det muligt, at vi må benytte restriktioner, indtil en boostervaccine, som dækker flugtvarianten, er rullet ud. Med hensyn til international rejse, tror jeg, at coronapas bliver en realitet. Men alle pandemier får en ende! lød det.

Kåre Mølbak, som i pandemiens begyndelse var faglig direktør i Statens Serum Institut, svarede efter 2022:

- Vi skal tænke på, at store dele af verden stadig vil have betydelig coronasmitte i slutningen af 2021. Så selv med en gunstig udvikling i Danmark i 2021, vil der være globale hensyn at tage.

Ud over vaccinen fra Pfizer-Biontech modtager Danmark for nuværende også vacciner fra Moderna og Astrazeneca. Sidstnævnte er dog i øjeblikket sat på pause.