To års fængsel og udvisning til 31-årig i terrorsag
31-årig mand idømmes to års fængsel og udvises for bestandig i en sag støtte til Islamisk Stat.
Den 31-årige Daba Kora med gambisk baggrund er idømt to års fængsel og udvisning for at have støttet Islamisk Stat.
Udvisningen er for bestandig - altså for altid.
Dommen er faldet torsdag i Retten i Odense.
Daba Kora er dømt for at rådgivet tilhængere af terrororganisationen og desuden forsøgt at motivere dem. Derudover har han forsøgt at yde økonomisk støtte til organisationen.
Fra Daba Koras telefon har anklagemyndigheden ad flere omgange under retssagen gennemgået materiale fra beskedtjenesten Telegram.
I beskederne er der troskabserklæringer til ledere af Islamisk Stat og opfordringer til terror og henvisninger til tidligere terrorangreb i Vesten og deres vigtighed for Islamisk Stat.
PET slog til i aktion
Anholdelsen skete i december 2019. Under en aktion tilrettelagt af PET slog betjente til mod en landejendom, hvor han boede med hustru, to børn og svigerfamilien.
I hjemmet fandt politiet store mængder materialer, som anklagemyndigheden kalder ekstremistisk.
Ved samme aktion blev cirka 20 andre anholdt forskellige steder i landet.
Ved proceduren i sagen i Odense gik senioranklager Klaus Lauridsen efter fire års fængsel og udvisning. Men det endte altså med en straf på det halve.
Domsmandsretten lægger vægt på, at Daba Kora er ustraffet, har handlet alene og kun har forsøgt at yde økonomisk støtte til terrororganisationen.
På den anden side har retten lagt vægt på indholdet af videoerne, som blandt andet viser henrettelser af gidsler.
Har ikke brugt tid på sine børn
Udvisningen er for bestandig, selv om den 31-åriges to børn er danske statsborgere og bor i Danmark.
Det skyldes blandt andet, at retten vurderer, at han ikke har brugt meget tid på børnene, og at det er moren til børnene, som er den primære omsorgsperson.
Daba Kora har gennem hele retssagen nægtet sig skyldig.
Retten tilsidesætter dog mandens forklaring, da den blandt andet har fundet den utroværdig.
Han overvejer nu, om han vil anke dommen til landsretten.