Politiansatte mødtes privat, og nu er 31 smittet

Smitteudbruddet har blandt andet betydet, at flere retssager har måttet udsættes.

Et større udbrud af smitte med coronavirus har ramt ansatte hos Nordsjællands Politi efter to private sammenkomster i begyndelsen af marts.

31 ansatte, 17 af dem politifolk og 14 civilt ansatte, er smittet, og i alt 27 ansatte er i karantæne.

Det oplyser politidirektør Jens-Christian Bülow i en mail til TV 2, efter Ekstra Bladet onsdag kunne fortælle om et større smitteudbrud blandt ansatte hos politiet og i anklagemyndigheden på politistationen i Gentofte, som hører under Nordsjællands Politi.

To sammenkomster i private hjem

Nordsjællands Politi undersøger i øjeblikket sagen, og politidirektøren oplyser, at udbruddet er sket efter to private sammenkomster 5. og 6. marts. Ved begge sammenkomster var mere end fem personer til stede.

- Det billede, som lige nu tegner sig, er imidlertid, at der har været to forskellige sociale sammenkomster henholdsvis 5. og 6. marts 2021, hvor medarbejdere fra blandt andet Nordsjællands Politi har deltaget. Begge sammenkomster er efter oplysningerne foregået i private boliger, skriver Jens-Christian Bülow i mailen.

- Ved sammenkomsten 5. marts skal omkring 14 personer have været samlet i et privat hjem, og heriblandt både politiansatte og anklagere. Den 6. marts skal omkring seks politiansatte have været samlet i et privat hjem, skriver han.

Han skriver også, at der ikke er noget, der tyder på, at de to arrangementer "er startet på politistationen i Gentofte eller på nogen af de andre stationer i kredsen eller har nogen sammenhæng med et fagligt arrangement i politikredsen".

Flere retssager udsat

Politidirektøren oplyser, at smittetallet onsdag var 30, yderligere én er altså konstateret smittet i det forløbne døgn.

- Sammenligner man tallene, er der noget, som tyder på, at det er lykkedes at inddæmme smitten, men det får vi først vished om i de kommende dage, skriver politidirektøren.

Han oplyser, at smitteudbruddet blandt andet har betydet, at flere retssager har måttet udsættes.

- Den aktuelle smittesituation har ikke betydet færre patruljer på gaderne i Nordsjælland og har kun haft en begrænset betydning for løsningen af vores opgaver. Det har dog været nødvendigt at udsætte op mod ti retssager, og det er naturligvis meget beklageligt for de involverede borgere, skriver Jens-Christian Bülow.

Politidirektøren oplyser, at man vil tage stilling til, hvilke konsekvenser smitteudbruddet skal have for de involverede, når Nordsjællands Politi er færdig med at klarlægge sagen.