Højeste smittetal i en uge, men faktisk er smittetallet faldende, forklarer professor
Hvis man vil forstå, hvordan det går med pandemien i Danmark, så bør man fokusere på positivprocenten.
Onsdag var der 787 nye smittede. Tirsdag var det tal 771, og mandag var det 783. Smittetal der er markant højere end 319 nye smittede, der blev registret 12. februar.
Alligevel hører vi dagligt både politikere og erhvervsorganisationer, der slår på tromme for, at vi åbner landet yderligere op.
Og det kan der faktisk være sund fornuft i, forklarer Søren Riis Paludan, professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.
- Vi tester mange, mange flere, og hvis man normaliserer antal smittede i forhold til antal test, så har vi faktisk haft et fald i antallet af nye smittede de seneste ti dage, siger han til TV 2.
Fokus det rigtige sted
I stedet for at drage konklusioner på baggrund af smittetal, der på overfladen kan virker høje, så bør man ifølge professoren i stedet kigge på positivprocenten.
Det vil sige andelen af testede personer, der er testet positiv med coronavirus. Og den har ligget stabilt lavt under 0,3 i mere end en uge.
- Lige nu er det mest korrekte at se på positivprocenten, men i takt med, at vi får flere borgere vaccineret, så skal vi igen til at se på antallet af indlæggelser. Et tal der bør falde markant, når de ældste og sårbare har fået deres stik, siger Søren Riis Paludan.
Ifølge Sundhedsstyrelsens seneste vaccinationsplan så ventes det at være klaret i starten af april.
Tredje bølge
Andre lande står allerede midt i den tredje bølge, og i Frankrig, Polen, Tyskland og hos vores norske naboer har man indført nye, skrappe restriktioner for at bremse smitten med særligt den britiske B117-variant.
I Danmark udgør den mere smitsomme britiske variant mere end 90 procent af alle positive test, men alligevel har vi ikke set en stigning i antallet af smittede herhjemme. Og det er på trods af, at vi i høj grad er i gang med at åbne samfundet op.
- Vi har været gode til at holde afstand og spritte af, og så er der noget, som tyder på, at vi måske har overvurderet, hvor smitsom B117 rent faktisk er, siger Søren Riis Paludan.
Den store genåbning
Flere erhvervsorganisationer og partier har efterspurgt, at genåbningen af Danmark fremrykkes yderligere, således at eksempelvis de liberale erhverv kan åbne allerede inden påsken i april.
Og det giver god mening, siger Søren Riis Paludan.
- Det er det eneste rigtige. Man kan ikke forsvare at holde samfundet så lukket, som man gør, med de nuværende smitte- og indlæggelsestal. Især ikke når vi får flere og flere vaccinerede.
Mette Frederiksen (S) fortalte i forbindelse med forhandlingernes begyndelse fredag, at hun håber på at lande en aftale senest tirsdag 23. marts, men det er uvist, om det allerede kan ske i denne uge.