Coronavirus

Liberale erhverv står forrest i køen til genåbningen, siger virolog

Allan Randrup Thomsen efterlyser en klar prioritering med det samme, men samtidig frygter han stigende smitte i forbindelse med påsken.

De liberale erhverv står forrest i køen til den næste genåbning.

Sådan lyder vurderingen fra professor i eksperimentel virologi Allan Randrup Thomsen onsdag morgen, efter at statsministeren tirsdag sagde, at det er muligt, at fremrykke den yderligere genåbning, som er planlagt i begyndelsen af april.

- Det ville være en rimelig næste mundfuld, der kunne åbnes, siger han og henviser til, at der bliver gjort brug af værnemidler, og at det drejer sig om en mindre portion mennesker.

Kender endnu ikke effekten af seneste genåbning

Men fremrykning af genåbningen indebærer også en risiko. Det gør alle genåbninger på nuværende tidspunkt.

Virologen kaldet det "ekstraordinært", at vi i øjeblikket har et kontakttal på 1,0, hvilket betyder, at vi holder epidemien under kontrol. Ikke mindst i betragtning af at den dominerende variant i øjeblikket er den britiske B117, som er mere smitsom, og i øjeblikket udgør 80 procent af de smittetilfældene i Danmark.

- Vi skal hele tiden afveje, hvad vi vil have åbnet først. Det er en prioritering, der skal til nu, siger han.

Allan Randrup Thomsen uddyber, at han af sikkerhedsmæssige grunde gerne ser, at regeringen venter med en yderligere genåbning, indtil der er gået 14 dage fra den seneste genåbning, som fandt sted 14. marts.

For med åbningen af skolernes afgangsklasser er det, ifølge professoren "et relativt stort element af samfundet, vi har åbnet op", hvis effekt vi endnu ikke kender.

Frygter påskefrokoster

Han hæfter sig ved to områder i et nyt studie fra Nordsjællands Hospital. Ud over smitte i husstanden står smitte på arbejdspladsen og smitte i omgangskredsen ud.

Derfor finder Allan Randrup Thomsen det bekymrende, at en række større virksomheder nu lader flere medarbejdere møde fysisk på job.

Samtidig frygter han den kommende påskeuge og muligheden for at hæve forsamlingsloftet.

- Det er fint, så længe det er udendørs. Men jeg kan frygte, at folk går indenfor og spiser påskefrokost, og der kommer alkohol, og man kommer tæt på hinanden. Derfor er jeg stadig forsigtig med bare at give los, siger han.

I den forbindelse advarer virologen mod, at man går ud og laver sine egne regler. For hvis vi alle overholder reglerne, kan vi åbne flere ting.

Også flere partier og erhvervsorganisationer lægger pres på regeringen for at åbne hurtigst muligt – og meget gerne inden påske.

Både Venstre og SMVdanmark, hovedorganisationen for Danmarks små og mellemstore virksomheder, har onsdag argumenteret for, at de liberale erhverv bør komme med i næste genåbning.

Nye forhandlinger torsdag

I mellemtiden fortsætter forhandlingerne på Christiansborg, hvor TV 2 erfarer, at lederne af Folketingets partier er blevet indkaldt til forhandlinger om en langsigtet genåbningsplan torsdag eftermiddag hos statsministeren.

Senest har både Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti tirsdag eftermiddag og aften været til møde hos statsministeren om genåbningen.

- Vi hører på vandrørene, at beregningerne, som regeringen har bestilt hos Statens Serum Institut, for smitterisikoen under genåbningen også er på trapperne. De vil formentlig lande i partiledernes mailboks i dag, fortæller TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren.

Mette Frederiksen fortalte i forbindelse med forhandlingernes begyndelse fredag, at hun håber på at lande en aftale senest tirsdag 23. marts, men det er uvist, om det allerede kan ske i denne uge.