Coronavirus

Sverige suspenderer AstraZeneca-vaccine

Sverige er endnu et land i rækken, som sætter AstraZeneca-vaccinen på pause efter flere tilfælde med blodpropper hos de vaccinerede.

Sverige har tirsdag meldt ud, at de suspenderer brugen af AstraZeneca-vaccinen i en midlertidig periode.

Vores svenske naboer meldte ellers ud i går, at de ikke så nogen grund til at standse brugen af AstraZeneca-vaccinen.

- Vi har endnu ikke set data, som tyder på, at der er en sammenhæng, siger Karl-Mikael Kälkner, som er sikkerhedsekspert ved Läkemedelsverket til SVT Nyheter mandag aften.

Dermed kan Sverige tilføjes til listen over lande, herunder Danmark, der har valgt at sætte vaccinationen med AstraZeneca på pause.

Gør det ud fra forsigtighedsprincip

Pausen kommer i kølvandet på, at man i flere lande har fundet tilfælde med blodpropper hos personer, der har modtaget vaccinen.

Frem til 10. marts var der indrapporteret 30 tilfælde af mulige blodpropper til det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), der nu undersøger sagerne. Næsten 5 millioner er blevet vaccineret med vaccinen i det område, som EMA dækker.

TV 2s korrespondent Jesper Zølck fortæller, at det ikke er nye fund, som har ført til pausen.

I stedet har Sveriges statsepidemiolog Anders Tegnell udtalt, at man gør det ud fra et forsigtighedsprincip og understreger, at de svenske sundhedsmyndigheder stadig ikke har noget data, der tyder på en overhængende fare ved vaccinen.

- Der er god viden om vaccinen, men det er stadig vigtigt, at vi nu standser vaccinationen, indtil EMA har undersøgt, om disse begivenheder kan være relateret til vaccination, siger Anders Tegnell i en pressemeddelelse.

Udover Danmark og Sverige har blandt andet Norge, Tyskland, Frankrig, Spanien, Portugal og Italien sat AstraZeneca-vaccinen i bero.

EMA anbefaler at fortsætte

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) var mandag ude og sige, at de anbefaler landene at fortsætte med den svensk-britiske coronavaccine.

De mener, at fordelene ved vaccinen stadig opvejer risiciene.

Tirsdag holder EMA et ekstraordinært møde om vaccinen fra AstraZeneca og vil efter planen fremlægge deres konklusioner på torsdag.

Derudover mødes en ekspertgruppe fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, også tirsdag for at vurdere informationerne om bivirkningerne ved coronavaccinen.

Selv afviser AstraZeneca, at der skulle være nogen sammenhæng mellem dødsfaldene og vaccinen.