Coronavirus

Nu er aftalen på plads: Danskerne kan få de sidste to ugers feriepenge

Den sidste omgang af indefrosne feriepenge kan bestilles fra slutningen af marts og udbetales kort derefter.

Nu er der godt nyt til de danskere, der godt kunne bruge lidt ekstra penge at købe for.

Tirsdag kom det nemlig på plads i Folketinget, at danskerne nu kan få den resterende del af de indefrosne feriepenge - og pengene kan bestilles allerede fra slutningen af marts.

Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er det endnu uklart, præcis hvornår pengene kan udbetales, men han lover, at danskerne snarest får klar besked.

- Jeg håber, at mange danskere vil vælge at få dem udbetalt, også set i lyset af de udfordringer, en global krise har medført, siger han til TV 2.

Første udbetaling gav store stigninger i detailhandlen

Beslutningen om at lade danskerne få udbetalt de indefrosne feriepenge blev taget allerede i sommeren sidste år som et led i en genopretningspakke af dansk økonomi efter coronakrisen.

I første omgang kunne danskerne få tre ugers feriepenge udbetalt, mens aftalen om også de sidste to ugers feriepenge blev vedtaget af regeringen og et flertal af partierne i december.

Valgte man i første omgang ikke at få sine penge udbetalt, kan man nu i stedet få udbetalt alle fem ugers indefrosne penge tilsammen her i foråret, lyder meldingen fra Beskæftigelsesministeriet.

Rationalet bag genopretningspakken og de udbetalte feriepenge var, at danskerne skulle være med til at sparke økonomien i gang efter krisen, blandt andet ved at bruge penge på ting og oplevelser.

Og tilbuddet om feriepengene blev da også modtaget godt i første omgang, hvor flere end 2,3 millioner danskere benyttede sig af det.

I første omgang betød aftalen en samlet udbetaling til danskerne på over 50 milliarder kroner før skat, og ifølge tal fra Danmarks Statistik førte det til en af de største stigninger i detailsalget nogensinde.

Det var især tøj, elektronik og andre forbrugsvarer, som danskerne var vilde efter at købe for de første udbetalte feriepenge.

En stor saltvandsindsprøjtning

Tallene fra første omgang giver Peter Hummelgaard stort håb for den kommende udbetaling af de resterende to ugers penge her til foråret.

- Det er en enormt stor saltvandsindsprøjtning til det private forbrug og dermed også til rigtig mange af de små handelsgader og brancher, der har haft det svært under coronakrisen, siger han.

Derfor håber han nu, at tiltaget vil give pote, når det kommer til at skubbe dansk økonomi i gang igen.

Siden 1. marts har store dele af detailhandlen igen været åben, ligesom en langsigtet genåbningsplan for eksempelvis kulturlivet og hele oplevelsesindustrien er på vej.

Udbetalingen af feriepenge er frivillig, og ønsker man ikke at få sine penge nu, gælder det, at de i stedet bliver overført til ens folkepension.