Coronavirus

Kontakttallet er det samme som sidste uge, oplyser sundhedsministeren

Kontakttallet er igen beregnet til 1,0. Epidemien er dermed hverken faldende eller aftagende.

Kontakttallet for coronaepidemien er beregnet til 1,0 - ligesom i den forgangne uge. Epidemien er derfor hverken til- eller aftagende.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter tirsdag.

Kontakttallet er en beregning af, hvor mange personer en smittet person i gennemsnit sender smitten videre til.

Hverken vokser eller mindskes

At tallet er 1,0, betyder, at ti personer i gennemsnit smitter ti andre. Dermed hverken vokser eller mindskes den.

- Det er en flot indsats af alle. Målinger viser fortsat imponerende fælles fokus på retningslinjer om test, hygiejne, mundbind med mere, skriver Heunicke.

Kontakttallet er udregnet ud fra smittetallene i sidste uge. Det er derfor ikke et billede på smitteudviklingen nu og her.

Det bruges af myndighederne som et af flere pejlemærker til at se på, hvordan smitten udvikler sig i samfundet.

For to uger siden blev kontakttallet beregnet til 0,9 og var altså let aftagende.

Dominerende mutation

I slutningen af 2020 begyndte coronamutationen B117, der først blev observeret i Storbritannien, at brede sig i Danmark.

Det betød, at restriktionerne i samfundet blev strammet i starten af året. Mutationen fortsatte dog med at brede sig.

Selv om mutationen udgjorde en større og større del af smitten, faldt den samlede smitte dog.

Derfor er der den seneste tid blevet genåbnet for dele af samfundet - selv om B117 nu er den dominerende coronavariant i Danmark.

Senest var det landets skoler, som mandag fik lov til byde mange elever tilbage til udendørs undervisning noget af skoletiden.

Mere kan åbne snart

Der har den seneste tid været så godt styr på epidemien, at der ventes at blive åbnet yderligere for samfundet omkring påske.

Men allerede inden kan der måske genåbnes mere. Det antydede statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag i Folketingssalen.

- Der er stadig flere danskere, der bliver vaccineret, og flere lader sig teste flere gange om ugen. Også i dag har vi meget høje testtal. Alt det er med til, at vi har tingene under kontrol og dermed kan åbne mere op end andre lande.

- Derfor kan det godt være, at vi kan rykke frem, hvornår vi kan åbne mere, sagde Mette Frederiksen.

SSI har tidligere også opgjort et særskilt kontakttal for B117-varianten. Det er dog droppet nu. Det skyldes, at varianten udgør langt størstedelen af smitten i Danmark.