Coronavirus

Dansk vaccine skiller sig markant ud fra de andre - sådan virker den

De danske forskere har selv skabt teknologien bag deres coronavaccine, og de ser store muligheder for den.

- Jeg er begyndt at sove igen om natten, siger Ali Salanti, der er professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet.

Sammen med 13 andre forskere i Danmark er han i fuld gang med at skabe en dansk vaccine mod coronavirus, og nu er de endelig i gang med de første forsøg på mennesker.

Det blev sat i gang mandag, da de første doser blev sprøjtet i 42 raske mennesker på et hospital i Holland som led i de første forsøg på mennesker med coronaknusende dråber.

Vaccinen er blevet skabt af et dansk forskerhold på under et år, og den er allerede mere effektiv på forsøgsdyr end de vacciner, som danskerne netop nu får sprøjtet i kroppen.

Snart ved vi, hvor effektiv den er for os mennesker.

Hvordan virker den?

De danske forskere har - med en forenklet forklaring - skabt en imitation af coronavirus, hvor de har sat de pigge, som coronavirus spidder sig ind i vores celler med, på en tom skal.

Dermed er den ganske ufarlig, men for vores immunforsvar ligner den skal coronavirus. Forskerne har sat ekstra mange pigge på og sat dem så tæt, at det ligner en meget farlig virus.

- Derfor håber vi på at opnå et meget, meget, meget stærkt immunrespons, og et som varer ved i rigtig lang tid, siger han.

Vaccinen gives som to stik med en måneds mellemrum.

Den danske coronavaccine

Viruspartikel

Dansk vaccine

Viruspartikel

Forskerne har i laboratoriet skabt en viruspartikel, der er tom for coronavirus, men som ellers ligner den rigtige coronavirus til forveksling.

Foto: Johannes Skoog / TV 2

Spikeproteiner

Dansk vaccine

Spikeproteiner

Samtidig har de produceret de spikeproteiner, som den rigtige coronavirus har, og sat dem på den partikel, der er tom for virus og dermed ufarlig.

Foto: Johannes Skoog / TV 2

Tættere

Dansk vaccine

Tættere

De har sat dem meget tættere end på den rigtige coronavirus for at skabe en større reaktion i kroppen.

Foto: TV 2

Antistoffer

Dansk vaccine

Antistoffer

Så snart forskerne sprøjter den kunstige partikel ind, genkender kroppen det som en meget, meget farlig virus. Derfor reagerer immunforsvaret meget, meget kraftigt, og det er den respons, der skaber immunitet over for coronavirus.

Foto: Johannes Skoog / TV 2

Test på dyr

Dansk vaccine

Test på dyr

Vaccinen er blevet testet på aber, mus og kaniner, og forskerne kan se en stor produktion af antistoffer – større end hos de andre vacciner, der er er på markedet.

Foto: Johannes Skoog / TV 2

Test på mennesker

Dansk vaccine

Test på mennesker

Nu er den danske vaccine klar til at blive testet på mennesker. Det første stik blev givet mandag 15. marts.

Foto: Johannes Skoog / TV 2

Hvordan adskiller den sig fra andre vacciner?

Den danske vaccine kaldes i den kliniske verden for ABNCoV2 og er anderledes end de andre coronavacciner.

Pfizer/BionTech og Moderna er begge mRNA-vacciner, hvor man genskaber virussens genetiske kode, pakker den ind i nanopartikler og sprøjter den ind i kroppen. Koden tjener som en manual, der anviser kroppen i, hvordan den skal angribe, hvis den rammes af den rigtige coronavirus.

Oxford/AstraZeneca og Johnson & Johnson er derimod begge vektorvacciner, der er lavet af en modificeret version af en almindelig forkølelsesvirus fra chimpanser, som også lærer kroppen at angribe, den rigtige coronavirus.

Men den danske vaccine er helt sin egen. Forskerne har selv skabt vaccineteknologien, der er baseret på samme teknologi som HPV-vaccinen. Det betyder, at vaccinen bliver billigere og kan opbevares ved stuetemperatur.

Dermed er den langt nemmere at have med at gøre end vaccinerne fra Pfizer/BionTech og Moderna, der skal opbevares ved henholdsvis -70 grader og -20 grader celsius. Selv vaccinen fra AstraZeneca skal opbevares ved køleskabstemperatur.

Hvor effektiv er den?

Der er ingen garanti for, at den danske vaccine kommer til at virke efter hensigten. Men det ser lovende ud.

Forsøg på aber, mus og kaniner har vist, at den danske vaccine sparker gang i en stor produktion af antistoffer. Større end de andre vacciner, der er på markedet, oplyser forskerne selv.

Allerede i sommer stod det klart, at vaccinen virker på mus, og at den endda er ganske effektiv.

Forskerne tror, den er så effektiv, at man kan nøjes med en vaccine hvert tredje år.

Beskytter den mod mutationer?

De danske forskere satser på, at netop deres vaccine kan vinde kampen mod mutationerne fra Storbritannien, Sydafrika og Brasilien.

Årsagen er den ekstra store produktion af antistoffer, som den danske vaccine sparker i gang.

Om det passer undersøger man i disse dage på Aarhus Universitet, hvor man i gang med at se, om serum fra aber og kaniner, der er blevet vaccineret med den danske vaccine, kan forhindre den britiske og sydafrikanske variant i at trænge ind i celler.

Og det er resultater, som Ali Salanti og hans kolleger venter på med spænding.

Hvornår kan den tages i brug?

Den danske coronavaccine kan være klar til godkendelse af alverdens sundhedsmyndigheder om et års tid, hvis forsøgene forløber, som de skal. Og hvis finansieringen falder på plads.

Det er Bavarian Nordic, der har købt det danske vaccineprojekt og dermed ejer den lovende vaccinekandidat, og de vurderer, at resten af den kliniske udvikling vil koste 2-3 milliarder kroner.

Kilder: Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, DR, TV 2, Berlingske og Politiken.