Digitalt coronapas skal i lynudbud

Det kommende coronapas forventes at få en central rolle i genåbningen af samfundet og i forbindelse med rejser til udlandet.

Sundhedsdatastyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen sætter nu gang i indkøbsprocessen af et digitalt coronapas.

En række private virksomheder skal aflevere deres bud på Danmarks nye coronapas. Udbyderne ventes at være virksomheder som danske Netcompany og IBM.

Opgaven er delt i to. Den ene opgave er at udvikle selve appen, mens den anden går på at opdatere infrastrukturen på hjemmesiden sundhed.dk.

Målet er, at coronapasset skal bidrage til en gradvis, forsvarlig og hensigtsmæssig genåbning i Danmark samt i forbindelse med rejser.

Den nye løsning skal være klar i maj 2021, fremgår det af en pressemeddelelse fra Digitaliseringsstyrelsen.

- Vi vil gerne lave en meget sikker løsning, som både er brugervenlig og gør det nemt for danskerne at vise, om de har et coronapas, der er grønt eller rødt, siger finansminister Nicolai Wammen (S) til TV 2.

De politiske partier skal nu drøfte, hvad coronapasset rent praktisk skal give adgang til, sammen med erhvervs- og kulturlivet.

App får central rolle

Coronapasset bliver en selvstændig app, så borgerne kan dokumentere vaccinestik, testsvar fra PCR-test og kviktest samt immunitet ved tidligere smitte.

Appen bliver udviklet i samarbejde med et såkaldt advisery board (rådgivningsudvalg, red.), der består af seks personer fra blandt andet erhvervs- og kulturlivet.

En af repræsentanterne er Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen.

Han håber, at det kommende coronapas hurtigt kan blive en realitet, så der igen kan komme tilskuere til Superligakampe og anden professionel idræt.

- Nu har vi i et år ikke haft tilskuere inde på stadion, og det begynder at give varig, strukturel skade, siger Claus Thomsen til TV 2.

. Video: Ryan Svale Andersen

Direktøren mener, at de manglende tilskuere kommer til at koste branchen i mange år fremad.

- At vi kan knytte folk, der er fantastisk loyale over for os igen, det er afgørende, siger Claus Thomsen.

DI: Glædelig nyhed

Udviklingen af det kommende coronapas vækker begejstring hos Dansk Industri.

- Det er glædeligt, at vi nu nærmer os en konkret løsning med annonceringen af et udbud, siger Dansk Industris chef for digitalisering, Rikke Zeberg, til TV 2.

Appen bør både i sin endelige form give mulighed for, at liberale erhverv, oplevelser og restaurationer igen kan åbne dørene og få sat gang samfundet, mener Dansk Industri.

- Coronapasset kan genetablere den mobilitet i vores samfund, der kan hjælpe os tilbage til en normaliseret hverdag under trygge rammer. Både herhjemme og på tværs af landegrænser, siger Rikke Zeberg.

Dansk Erhverv er også glade for dagens udmelding, der har været længe ventet.

- Det er godt nyt og tiltrængt fremdrift med coronapasset. Det skal være med til at åbne for eksempel festivaler og koncerter, rejser og tilskuere til kampe, mens smitten stadig er her, siger direktør Brian Mikkelsen til TV 2.