Coronavirus

Bøderegn til gæster i partybus fredag aften - nu svarer direktøren igen

Direktør for barbussen.dk mener, at alle gældende regler for kørsel med turistbusser er blevet overholdt. Turen fredag varede kun cirka 15 minutter.

Var du ombord på bussen eller kan du sætte os i kontakt med nogen, der var? Så hører TV 2 gerne fra dig på mail til josn@tv2.dk

Fredag aften blev en partybus fra firmaet barbussen.dk standset, og 44 personer blev sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet.

Men direktør Lasse Korthsen mener ikke, at firmaet har overtrådt nogen regler.

- Jeg mener ikke, at der er nogen sag, og vi tager det med ophøjet ro, siger han til TV 2.

Det skyldes, at firmaets partybusser er registreret som turistbusser.

- Derfor kan Trafik- og Boligministeriet ikke forbyde barbussen.dk at køre, for så skulle alle turistbusser forbydes at køre på vejene herhjemme, siger Lasse Korthsen.

Direktør: Krav er overholdt

Reglerne for kørsel med turistbusser foreskriver ifølge direktøren følgende:

  • Ingen indtag af alkohol under kørslen
  • Passagerne skal bære mundbind
  • Bussen skal ankomme ekstra rengjort
  • Håndsprit skal forefindes ombord

- Samtlige krav er overholdt. Ingen af passagerne dansede eller drak alkohol i bussen, siger Lasse Korthsen.

Direktøren forklarer, at virksomheden af etiske årsager har ligget stille de seneste mange måneder under den omfattende nedlukning af Danmark.

Kørte kun i 15 minutter

Fredag valgt firmaet dog at køre en tur for en muslimsk familie, der skulle fejre fødselsdag på grund af forventningen om et roligt arrangement uden indtagelse af alkohol.

Ifølge direktøren oplyste kunden ved booking, at der ville deltage i omegnen af 20 personer. Men der var mødt omkring det dobbelt antal personer op, da turen skulle begynde.

Den partybus, der blev standset fredag aften var godkendt til 108 personer, men harmonikabussen var godkendt til at køre med halv kapacitet, oplyser direktøren.

Turen startede i Helsingør omkring klokken 19.25, men den nåede kun at vare i cirka 15 minutter, da bussen blev stoppet i Kokkedal.

- Vi får klokken 19.32 en anmeldelse fra en borger, der kører bag en partybus, og som fortæller, at det ser ud til, at der bliver holdt en større fest, fortæller politiets vagtchef Stefan Andersen.

Stor bøde

De 44 sigtede kan se frem til en bøde på 2500 kroner hver for at bryde forsamlingsforbuddet, der i øjeblikket forbyder forsamlinger på flere end fem personer.

Ifølge Nordsjællands Politi var der omkring 55 personer i bussen, men da flere af personerne om bord var under 15 år, er de ikke blevet sigtet.

Indehaveren af bussen kan se frem til en noget større bøde.

- Vi afventer nu, hvad politiet finder frem til, men vi er klar til at tage sagen hele vejen i retten, siger Lasse Korthsen.

David Buch, vagthavende ved Nordsjællands Politi, bekræfter, at der er åbnet en sag mod busselskabet.

- De kan forvente et bødeforlæg på baggrund af forseelsen fredag aften. Beløbet, mener jeg, er på 10.000 kroner og opefter, siger David Buch til TV 2.

Etisk dilemma

Ifølge direktør for brancheforeningen Dansk Persontransport, Michael Nielsen, er turistbusser ligesom busser og tog i den kollektive trafik ikke omfattet af forsamlingsforbuddet.

- Men der må kun køres med halv kapacitet og passagerer må ikke sidde med ansigterne mod hinanden, siger Michael Nielsen.

Om reglerne er overholdt i den konkrete situation, kan Michael Nielsen ikke udtale sig om.

- Men det er klart, at intentionen med reglerne er jo ikke, at det skal være muligt at køre rundt og holde fest i en partybus, så længe den kun er halvt fyldt, siger Michael Nielsen til TV 2.

Direktøren for busselskabet medgiver over for TV 2, at det kan være et etisk dilemma at arrangere en tur som den, firmaet tog imod, fredag aften.

- Men det handler om for os at holde hjulene i gang - bogstaveligt talt, forklarer Lasse Korthsen.