Coronavirus

Studie: Folk med lav virusmængde smitter mere end antaget

Studie fra Statens Serum Institut viser, at også dem med kun en lille mængde coronavirus, smitter.

Forskere fra Statens Serum Institut (SSI) og Københavns Universitet har i et nyt studie fundet ud af, at mennesker kan smitte andre med corona, selv om de kun har en lav mængde virus i kroppen.

Det skriver SSI i en pressemeddelelse.

Det er ny viden, lyder det fra Claus Nielsen, virolog og afdelingsleder i SSI.

- Jeg har ikke før set, at selv ved høje Ct-værdier (lav virusmængde, red.) smitter man andre.

Studiet tager udgangspunkt i perioden fra den 25. august til 10. februar blandt coronasmittede personer i danske husstande med mellem to og seks medlemmer.

Man må gå væk fra konklusioner om lyntest

De nye forskningsresultater kan bruges til at kaste nyt lys over brug af lyntest, mener Claus Nielsen.

- En antigentest (lyntest, red.) er mindre følsom end en PCR-test. Og antigentestene kan ikke måle virusset så godt ved en Ct-værdi på 30 og derover, siger Claus Nielsen.

Lyntestene har altså svært ved at måle eventuel smitte med corona, hvis der kun er en beskeden mængde virus til stede.

- Det betyder med andre ord, at alle dem, som havde en Ct-værdi på over 30 - en lav mængde virus - vil man ikke kunne finde ved en antigentest.

Dermed må man gå væk fra flere konklusioner vedrørende lyntest, fastslår virologen.

- Så det at sige, at det er lige meget, om man tester med PCR eller antigentest, fordi alle dem, der er positive ved PCR men negative ved antigen, de er ikke smitsomme alligevel - er forkert. For vi viser netop her, at sådan hænger det ikke sammen. Personerne er smitsomme.

Til diagnostik er lyntest ikke særlig god

Ifølge Claus Nielsen er det derfor bedst at bruge lyntest til at screene grupper med korte mellemrum.

- For til diagnostik er lyntest ikke særlig god.

I løbet af perioden blev 66.602 personer som den første i husstanden testet positive for covid-19. Med dem boede yderligere 213.576 i husstandene.

103.389 af dem blev fundet positive i PCR-test 1 til 14 dage efter det første tilfælde i husstanden, viser studiet.

Et andet resultat viser en sammenhæng mellem, at jo ældre man er, desto flere smitter man i sin husstand.

- Om det handler om for eksempel adfærd, har vi ikke kunnet indkredse nærmere, siger Claus Nielsen. Årsagen til sammenhængen kendes ikke.