AstraZeneca om vaccine: Færre rammes af blodpropper
Brugen af AstraZenecas vaccine er sat på pause efter tilfælde af blodpropper. AstraZeneca afviser sammenhæng.
Vaccineproducenten AstraZeneca afviser, at risikoen for blodpropper stiger, hvis man vaccineres med AstraZenecas vaccine mod coronavirus.
Det skriver virksomheden i en kommentar til Ritzau torsdag aften.
- En analyse af vores data har ikke vist nogen øget risiko for blodpropper i lungerne eller i de dybe vener inden for nogen aldersgrupper, køn, i noget parti eller i noget land, der har anvendt AstraZenecas covid-19-vaccine.
- Faktisk er det registrerede antal af disse hændelser markant lavere blandt dem, der er vaccineret, end hvad der må forventes blandt befolkningen som helhed, skriver AstraZeneca.
Blodpropper satte vaccine i bero
Tidligere på dagen oplyste virksomheden, at man er opmærksom på, at brugen af AstraZenecas vaccine er sat i bero i blandt andet Danmark efter flere tilfælde af blodpropper kort efter vaccination.
Men AstraZeneca vil ikke kommentere de enkelte tilfælde.
Den seneste udmelding fra den svensk-britiske vaccineproducent er på linje med en vurdering fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).
Ifølge EMA er der indtil nu ikke noget, der tyder på, at der er flere blodpropper blandt vaccinerede end i befolkningen generelt.
I Danmark er der rapporteret ét dødsfald, kort efter at en person var blevet vaccineret med AstraZenecas middel. Indtil videre har 142.102 personer i Danmark fået det første af to stik med vaccinen.
Ikke desto mindre er brugen af vaccinen ud fra et forsigtighedsprincip sat på pause i Danmark i to uger. Det bliver nu undersøgt, om der kan være en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne.
Seks andre lande har også delvist suspenderet brugen. Blandt andet Østrig og Estland. Det er dog kun enkelte partier af vaccinen.
AstraZeneca understregede tidligere torsdag i en kommentar, at patientsikkerhed har højeste prioritet:
- Myndighederne har klare og strenge standarder for effektivitet og sikkerhed ved godkendelse af ethvert nyt lægemiddel. Det inkluderer coronavaccinen fra AstraZeneca.
- Vaccinens sikkerhed er grundigt undersøgt i fase 3-studier, og fagfællebedømte data bekræfter, at vaccinen generelt tolereres godt.
Lægemiddelstyrelsen maner til ro
Hos Lægemiddelstyrelsen, der overvåger lægemidler i Danmark, forstår enhedschef Tanja Erichsen godt, hvis man bliver bekymret. Hun opfordrer dog til, at man tager det roligt:
- Vi ved endnu ikke, om blodpropperne og det danske dødsfald skyldes vaccinen. Men det skal nu grundigt undersøges for en sikkerheds skyld, siger hun i en skriftlig kommentar.
Vaccinen er i Danmark primært givet til personer under 65 år. Oplever man i mere end tre dage symptomer efter vaccination, bør man ifølge styrelsen søge læge.
Pausen i brugen af vaccinen fra AstraZeneca betyder, at det tager længere tid at færdigvaccinere danskerne. 15. august ventes det nu at være sket. Det er fire uger senere end før.