Coronavirus

Syv lande udover Danmark suspenderer AstraZeneca-vaccinen

Et parti AstraZeneca-vacciner sendt til 17 lande har ført til, at flere lande har sat udrulningen af denne type vaccine på pause.

Danmark er langt fra det eneste land, der sætter AstraZeneca-vaccinationerne på pause, efter flere alvorlige tilfælde med blodpropper blandt vaccinerede i Europa.

Søndag satte Østrig udrulningen af AstraZeneca-vaccinen på pause, da en 49-årig person døde af en blodprop efter at være blevet vaccineret.

Samtidig fik en 35-årig kvinde en blodprop i den ene lunge efter at have modtaget AstraZeneca-vaccinen.

Det er en sending af vacciner fra AstraZeneca ved navn ABV5300, der undersøges for at have ført til blodpropperne.

Estland, Litauen, Luxembourg og Letland satte efterfølgende også udrulningen af AstraZeneca-vaccinen i bero, da de er blandt de 17 EU-lande, der har modtaget ABV5300, der består af en million doser.

Torsdag eftermiddag har Italien og Norge ligeledes sat vaccineudrulningen af AstraZeneca på standby.

Foreløbig frifindelse

Det europæiske lægemiddelagentur EMA kom onsdag med en foreløbig frifindelse af AstraZeneca i de to sager fra Østrig.

Her understreger EMA, at de foreløbige data ikke viser, at antallet af blodpropper hos vaccinerede personer er højere, end det man ser i den generelle befolkning, og at det på nuværende tidspunkt ikke kan konkluderes, at der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne.

- Der er i øjeblikket ingen indikationer på, at vaccinationerne har forårsaget blodpropperne. Og de er heller ikke angivet som bivirkninger ved denne vaccine, skriver EMA i en pressemeddelelse.

Til og med 9. marts 2021 har der ifølge EMA været rapporteret 22 tilfælde af blodpropper ud af tre millioner mennesker vaccineret med AstraZeneca i EU.

Lægemiddelstyrelsen opfordrer til, at man bevarer roen

Hos Lægemiddelstyrelsen opfordrer enhedschef Tanja Erichsen til, at man tager det roligt, hvis man har fået vaccinen fra AstraZeneca.

- Vi ved endnu ikke, om blodpropperne og det danske dødsfald skyldes vaccinen, men det skal nu grundigt undersøges for en sikkerheds skyld, siger hun med henvisning til, at Lægemiddelstyrelsen har modtaget én indberetning om dødsfald i Danmark på baggrund af blodpropper. Sagen er under behandling.

Hun forstår godt, hvis man bliver bekymret.

- Men man skal huske på, at der endnu ikke er påvist en sammenhæng mellem vaccinerne fra AstraZeneca og tilfældene af blodpropper. Det er det, vi nu vil undersøge, siger hun i en skriftlig kommentar.

Hvis man er blevet vaccineret med vaccinen inden for de seneste 14 dage og oplever symptomer i mere end tre dage, bør man ifølge Lægemiddelstyrelsen søge læge.

Pausen for AstraZeneca-vaccinationer de næste 14 dage betyder, at man ikke kan bestille tid til at få vaccination nummer to, hvis man allerede har fået det første.

Samtidig vil der heller ikke blive indkaldt personer til den første vaccination.

AstraZeneca: Vaccinens sikkerhed er grundigt undersøgt

Vaccineproducenten AstraZeneca er opmærksom på, at brugen af selskabets coronavaccine er sat på pause efter tilfælde af blodpropper kort efter vaccination.

Selskabet ønsker dog ikke at kommentere yderligere på individuelle sager. Det oplyser de i en skriftlig kommentar til Ritzau.

AstraZeneca understreger i kommentaren, at patientsikkerhed er af højeste prioritet, og at vaccinen er blevet grundigt undersøgt.

- Vaccinens sikkerhed er grundigt undersøgt i fase 3-studier, og fagfællebedømte data bekræfter, at vaccinen generelt tolereres godt, skriver AstraZeneca.

AstraZeneca-vaccinen blev godkendt til udrulning i Danmark og resten af EU 29. januar, og Danmark har indgået en aftale om 1.900.000 millioner doser.

142.000 personer i Danmark har fået første stik med AstraZeneca-vaccinen.