Coronavirus

Høj risiko for større epidemi med skoldkopper bekymrer virolog i corona-tid

Skoldkopper er ligesom coronavirussen en luftvejsinfektion. Virolog er bekymret for børnene, hvis de bliver smittet med begge virusser.

Stort set alle voksne har haft den: Skoldkopper - den meget smitsomme børnesygdom, der giver kløende blærer over hele kroppen.

Langt størstedelen kommer godt igennem en infektion med den virus, der giver skoldkopper. Men i år er der ifølge flere af de eksperter, som TV 2 har talt med, en særlig høj risiko for en større epidemi.

Der er benzin til et større bål, når vi reducerer restriktionerne. Hvor stort bålet bliver, ved jeg ikke

Allan Randrup Thomsen, professor

Og i en tid med coronavirus bekymrer det professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen.

Udover at der i en stor epidemi er risiko for, at flere børn kan få alvorlige følgevirkninger af en infektion med skoldkopper, så er der ifølge professoren nemlig også en større risiko for, at flere børn kan blive alvorligt syge, hvis de samtidig med skoldkopper bliver smittet med coronavirus.

- Så har du to virusinfektioner på samme tid og to, som begge angriber det samme organ. Hvis ikke én er alvorlig, er der stor sandsynlighed for, at to vil være det, siger Allan Randrup Thomsen.

Eksperter er enige: - Der er benzin til et større bål

Skoldkopper er en luftvejsinfektion, og et af de organer, den rammer, er lungerne. Det er også fra lungerne - og ikke fra blærerne på huden sådan som mange tror - at smitten bliver spredt. Ligesom det er tilfældet med coronavirussen.

I lighed med mange andre sygdomme var der sidste år - og i modsætning til ”normale år” uden corona - ifølge flere børnelæger færre tilfælde med skoldkopper. Det skyldes blandt andet nedlukningen i foråret og de mange anbefalinger om for eksempel afstand og god hygiejne, der blev indført i kølvandet på coronavirussen.

Men samfundet vender gradvist tilbage til mere normale tilstande i takt med, at flere voksne bliver vaccineret. Og derfor stiger risikoen for, at mange af de almindelige virusser kommer tilbage.

Det gælder ifølge Allan Randrup Thomsen især de meget smitsomme børnesygdomme som skoldkopper.

- Der er ophobet en årgang af børn, som ikke har været smittet endnu, så der er benzin til et større bål, når vi reducerer restriktionerne. Hvor stort bålet bliver, ved jeg ikke, men det bliver et større udbrud, end vi plejer at have, forklarer Allan Randrup Thomsen.

Det er professor i immunologi på Københavns Universitet, Jan Pravsgaard Christensen, enig i. Men hvorvidt to forskellige epidemier med en luftvejsinfektion vil skabe større problemer, end hvis kun den ene epidemi huserede, ved han ikke.

Det kan betyde, at der kan være end anden reaktion på sygdommene end dem, vi normalt kender

Peter Andersen, SSI-afdelingslæge

- Vi har ingen fortilfælde – hvis vi ser bort fra corona-epidemien, så er det sjældent, at børn bliver smittet med to forskellige infektioner samtidig, siger han til TV 2.

Det skyldes, at kroppen - når den allerede slås mod en virus - er mindre modtagelig overfor andre infektioner, fordi immunsystemet allerede er i højt beredskab.

Samme svar lyder fra Peter Andersen, der er afdelingslæge i Statens Serum Instituts Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse. Han er ikke bekymret, men kalder en situation med epidemier med en luftvejsinfektion for ”ikke optimalt.”

- Hvis børnene er modtagelige over for begge sygdomme, og der samtidig er stor smittespredning med begge virusser i samfundet, så er der en risiko for, at børn kan få begge sygdomme samtidig. Det kan betyde, at der kan være en anden reaktion på sygdommene end dem, vi normalt kender, siger han til TV 2.

Østrig og Island vaccinerer mod skoldkopper

Størstedelen af de børn, der bliver smittet med skoldkopper, er i mindre eller højere grad syge i op til 14 dage, men langt størstedelen kommer sig helt, når de sidste sår er forsvundet.

Det er sjældent, men der er dog også børn, som får alvorlige følgevirkninger som for eksempel lunge- og hjernebetændelse efter en infektion med skoldkopper.

Hvis vi i Danmark alligevel overvejer det, så vil jeg argumentere for, at det er nu

Allan Randrup Thomsen

Af den grund har myndighederne i blandt andet Finland, Østrig, Tyskland og på Island – lande, som vi normalt sammenligner os med – allerede indført vaccinen mod skoldkopper som en del af børnevaccinationsprogrammet. I Sverige er man tæt på at gøre det samme.

Det betyder, at børn bliver vaccineret mod skoldkopper samtidig med, at de bliver vaccineret mod blandt andet mæslinger og fåresyge.

I Danmark er vaccinen mod skoldkopper ikke en del af det danske vaccinationsprogram, men spørger man Allan Randrup Thomsen, skal der nedsættes et hurtigt arbejdende udvalg, som skal undersøge sagen.

- Hvis vi i Danmark alligevel overvejer det, så vil jeg argumentere for, at det er nu, man skal træffe en beslutning, siger han.

I et skriftligt svar til TV 2 oplyser Sundhedsstyrelsen, at styrelsen blandt andet har set på vaccinen mod skoldkopper, men at der ikke er "aktuelle planer om at ændre på børnevaccinationsprogrammet." Årsagen er, at styrelsen vægter alvorlighedskriteriet højest.

- Der er ikke tale om en alvorlig sygdom (skoldkopper, red.), der er forbundet med reel sundhedsmæssig risici. Og derfor anbefaler vi den ikke, oplyser styrelsen i en mail.

Det er ikke lykkedes TV 2 at få svar på, hvorvidt Sundhedsstyrelsen er bekymret for epidemier med skoldkopper og coronavirus på samme tid.

Overlæge: Epidemi vil ikke udgøre et nyt og særligt problem

TV 2 har også talt med flere børnelæger, der er uenige i, at en stor epidemi med skoldkopper samtidig med corona-epidemien vil være et problem.

Det gælder blandt andet Lone Graff Stensballe, der er professor i pædiatrisk vaccinologi og infektionsepidemiologi på Rigshospitalet.

- Jeg mener ikke umiddelbart, at det vil udgøre et nyt og særligt problem, som kan bruges som begrundelse for inklusion af en skoldkoppevaccine i børnevaccinationsprogrammet, oplyser hun i en mail til TV 2.

Læger har ikke anmeldelsespligt, når det gælder skoldkopper, der derfor ikke en del af Statens Serum Instituts overvågning i Danmark. Men ifølge en dansk ph.d-afhandling bliver cirka 60.000 børn hvert år smittet med skoldkopper.

Skoldkopper rammer oftest børn i alderen to til seks år, og epidemier kommer i intervaller på mellem to og fem år.