Coronavirus

Børn kan få en 'nogenlunde normal' skoledag i april, siger statsministeren

Der er bred politisk enighed om, at børn og unge skal tilbage i skole, lyder det under partilederdebat.

I næste måned er det muligt, at landets børn og unge kan vende tilbage til deres skoler igen.

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S).

- Jeg tror, det er muligt i april at åbne op, sådan at alle børn og unge i princippet har en nogenlunde normal skole- og undervisningsdag. Så kan der være nogle lokale udbrud, hvor vi bliver nødt til at lukke ned igen, siger hun under torsdagens partilederdebat på TV 2.

Partilederne er samlet til debat i anledning af årsdagen for det pressemøde 11. marts sidste år, hvor Mette Frederiksen annoncerede den første nedlukning af landet.

Risikerer at tabe en generation

Nu står Danmark over for en ny genåbning, og her er der bred enighed om, at skoleeleverne har en høj prioritet.

- Vi risikerer at tabe en generation på gulvet. Vi risikerer altså nogle unge mennesker, som kommer ud af det her mærket for livet. De trænger til at komme tilbage til deres kammerater, de trænger til at mærke fælleskabet igen, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

- Når vi nu alle sammen står her og synes, de skal tilbage i skole, hvorfor pokker er det så, statsminister, at vi ikke gør noget?

Den konservative formand Søren Pape Poulsen siger, at myndighedernes beregninger for de sundhedsmæssige konsekvenser af mere genåbning gang på gang har ramt over målet og været for dystre.

Mette Frederiksen meddelte onsdag, at der kommer en langsigtet genåbningsplan senest 23. marts, og de politiske forhandlinger begynder i morgen, fredag.

Og her skal der være en plan for at få børnene tilbage i skole, mener regeringens støtteparti Radikale Venstre.

- Først og fremmest er forskellen på håb og håbløshed, at der er en plan. Og det er det, jeg efterspørger, siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen.

Hun håber, at alle børn og unge kan vende tilbage i skole ”på en eller anden måde” efter påske.

"Decideret uansvarligt"

Også SF's Pia Olsen Dyhr tror på, at elever kan vende tilbage i skole efter påske.

Imens mener de konservatives Søren Pape Poulsen ligesom Jakob Ellemann-Jensen, at det kun kan gå for langsomt med at få åbnet skolerne igen.

- Når man kan se, at der i rigtig mange kommuner er meget lave smitte, hvorfor i himlens navn er det så, at man vil være så overforsigtig?, lyder det fra den konservative formand.

Nye Borgerliges leder Pernille Vermund mener, at skolerne aldrig skulle være lukket ned. I stedet kunne smitteudbrud være bekæmpet på regionalt eller lokalt plan, hvor enkelte klasser kunne få hjemmeundervisning.

Nye Borgerliges Pernille Vermund mener slet ikke, at skolerne skulle have været lukket ned. Man skulle i stedet have brugt lokale nedlukninger.

- Man skal ikke lukke et helt lands skoler ned, det er decideret uansvarligt, siger hun.

Gradvis genåbning af skoler

Regeringen har taget fat på en gradvis tilbagevenden til skolerne for eleverne. Den betyder, at alle elever i 0. til 4. klasse er tilbage i skole.

Fra mandag 15. marts kan elever i 5. til 8. klasse også komme tilbage i skole, men kun én dag om ugen ved udendørs undervisning. Der er dog regionale forskelle:

I Jylland, på Fyn samt Syd- og Vestsjælland kan elever i 9. klasse komme tilbage i skole hver anden uge. På Bornholm og øer uden broforbindelse kan elever på alle klassetrin møde i skole alle dage.

Alle landets højskoler og efterskoler kan åbne igen fra på mandag 15. marts.