Bliver alle tilbudt vacciner, inden sommerferien er slut? Mette Frederiksen tøver

Ifølge Sundhedsstyrelsens officielle plan, vil alle danskere kunne være færdigvaccineret 15. august - selv uden AstraZeneca-vaccinen.

- Hvor mange af jer tror, at vi alle sammen har fået tilbudt vaccinen, når sommerferien er slut?

Det spørgsmål stillede TV 2 spidserne i dansk politik under torsdagens partilederdebat.

Og mens nogle rakte hånden i vejret, lod andre lod den blive nede. Men statsminister Mette Frederiksen (S) vippede let tøvende med sin.

- Det der er vores kæmpestore udfordring er, at leverancerne bliver forsinket. Men det går fantastisk godt med at udrulle vaccinerne, sagde hun.

Ifølge Sundhedsstyrelsens officielle plan, skal alle danskere over 16 år ellers kunne være færdige med vaccinationerne senest den 15. august.

15. august er ”worst-case scenarie"

Indtil for knap en uge siden, var forventningen, at den danske befolkning ville være færdigvaccineret den 27. juni i år.

Men på grund af forsinkelser i leveringerne af vaccinedoserne, rykkede Sundhedsministeriet i fredag i sidste uge den dato til 18. juli.

Men torsdag – samme dag som partilederdebatten på TV 2 – trak de danske myndigheder håndbremsen i brugen af AstraZeneca-vaccinen på grund af meldinger om blodpropper hos en række vaccinerede.

Og kort efter blev den foreløbige målstreg for vaccineindsatsen rykket til 15. august for at "illustrere et worst-case scenarie" uden AstraZeneca-vaccinen.

- Men det er vigtigt at understrege, at vaccinationsplanen vil se bedre ud, hvis vi ved revurderingen i uge 12 genoptager brugen af AstraZeneca, skrev Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Danmark modtager 2,2 millioner færre vacciner

Torsdag kom det også frem, at Danmark forventer at modtage 2,2 millioner færre vacciner gennem de kommende tre måneder end tidligere planlagt.

Det fremgår af en opdateret vaccinekalender fra sundhedsstyrelsen.

AstraZeneca meddelte nemlig, at de forventer at halvere antallet af planlagte vaccinedoser til EU. Det betyder, at Danmark vil modtage omkring 900.000 færre doser indtil udgangen af juni.

Samtidig fremgår det af en fodnote i den nye vaccinekalender, at Moderna har meddelt de danske myndigheder, at vaccineproducenten vil levere færre doser til Danmark i april, maj og juni.

Hvor mange færre doser, det præcis drejer sig om, nævnes dog ikke.

Ifølge Statsministeren skæver resten af verden dog alligevel til det danske sundhedsvæsens udrulning af vacciner.

- Der er rigtig meget, der kører rigtig, rigtig godt i vores sundhedsvæsen, slutter hun.