AstraZeneca-vaccinen er sat på pause, men der er ingen grund til bekymring, mener tre eksperter
Det er intet unormalt i, at sundhedsmyndighederne stopper for vaccinationen ved mistanke om alvorlige bivirkninger, siger de tre eksperter.
Danmark har torsdag indstillet al vaccination med AstraZeneca de næste to uger.
Beslutningen blev truffet, efter man i flere europæiske lande har haft alvorlige tilfælde med blodpropper hos personer, der er blevet vaccineret mod coronavirus med AstraZeneca-vaccinen.
Der er endnu ingen beviser for en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne, og beslutningen sker på baggrund af et forsigtighedsprincip. Det skal myndighederne hen over de næste par uger undersøge, fortæller direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.
Men er det nødvendigt at sætte AstraZeneca-vaccinen på pause, hvis der ikke er påvist en sammenhæng?
Normal procedure
Professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet Jens Lundgren fortæller, at beslutningen om midlertidigt at suspendere AstraZeneca-vaccinen ikke er unormal.
Når nye lægemidler kommer på markedet, er der nemlig en skærpet indberetningspligt, som gør, at de læger, der eksempelvis administrerer en vaccine, skal indberette, hvis der sker noget.
- Hvis man ikke kan udelukke, at der er et problem, bliver man nødt til at få det undersøgt, siger Jens Lundgren til TV 2.
Ifølge professoren kan det blive rigtig svært at finde ud af, om det er vaccinen, som er skyld i blodpropperne. Han mener, at det lige så godt kan være et uheldigt sammentræf, og at de ramte personer i forvejen var disponeret for sygdommen.
Han understreger dog, at hvis der er tale om en bivirkning, er det en meget sjælden bivirkning, og derfor skal man ikke bekymre sig.
Det Europæiske Lægemiddelagentur EMA er torsdag eftermiddag kommet frem til samme vurdering som Jens Lundgren. I en pressemeddelelse til Danmark skriver de, at der ingen indikationer er på, at vaccination har været skyld i blodpropperne, og derfor kan Danmark fortsætte med at bruge AstraZeneca-vaccinen.
De danske sundhedsmyndigheder har endnu ikke meldt ud, hvad denne udmelding kommer til at betyde for de 14 dages pause.
En fornuftig beslutning
Søren Riis Paludan, professor i Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, mener, at det er en rigtig beslutning at give AstraZeneca-vaccinen en pause.
- Det her er noget, der skal ses nærmere på. Men det er ikke noget, der for mig at se er et stort problem for vaccineprogrammet, siger han til TV 2.
Han afviser, at de mulige alvorlige bivirkninger ved vaccinen kan hænge sammen med, at den er blevet udviklet hurtigere end normalt.
- Størrelsen af de kliniske forsøg har hverken været større eller mindre, end de normalt ville være. Og der fanger man bivirkninger med en vis hyppighed. De allermest sjældne bivirkninger, dem fanger man ikke i de kliniske forsøg. Det er først, når de kommer ud i samfundet.
Søren Riis Paludan synes ikke, at man skal være bekymret, hvis man allerede har fået et stik med AstraZeneca-vaccinen.
- For dem, der har fået deres første stik, vil jeg ikke tro, man skal være bekymret. Vi har ikke set, at der er hyppigere årsag til blodprop hos folk, der er blevet vaccineret med AstraZeneca i forhold til baggrundsbefolkningen, siger han.
Han tilføjer, at det er fornuftigt, at man giver vaccinen en pause på 14 dage, hvor den kan blive undersøgt.
- Der er jo den mulighed, at det ikke er vaccinen, der er noget galt med – men kun det ene parti, der er blevet produceret og sendt til de her lande. Og så kan man jo opspore og få afsnøret lige præcis den del af problemet og komme tilbage og bruge de vacciner, der ikke er nogen problemer med.
- Viser at sikkerhed kommer før alt andet
Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, erklærer sig enig i, at det er hel normal procedure, at sundhedsmyndighederne stopper op og sætter tingene i bero, når der sker uventet ting i forhold til en vaccine.
- Det viser bare, at sikkerhed kommer før alt andet. Det er det, der gør, at befolkningen kan have fuld tillid til, at det foregår på en ordentlig måde, siger han.
Af den grund forventer professoren også, at AstraZeneca-vaccinen igen bliver tilbudt til den danske befolkning. Men understreger, at det først handler om, at man skal danne sig et overblik over situationen på verdensplan.
Det er nemlig ikke kun Danmark, hvor der har været en mistanke om en mulig sammenhæng mellem vaccinen fra AstraZeneca og risikoen for blodpropper. Indtil videre har seks andre EU-lande, udover, Danmark sat udrulningen af vaccinen på pause, fordi man ligeledes har oplevet alvorlige tilfælde med blodpropper blandt de vaccinerede.
Men Hans Jørn Kolmos mener ikke, at man skal være bekymret for AstraZeneca-vaccinen – hverken hvis man allerede er blevet vaccineret med AstraZeneca eller måske får den tilbudt i fremtiden.
- Jeg synes, at man skal tage det fuldstændig stille og roligt, siger han.
Vil lave ny vurdering i uge 12
Indtil videre er lige over 140.000 danskere vaccineret med vaccinen fra AstraZeneca.
Sundhedsstyrelsen understreger, at vaccinen er ikke fravalgt, men sat på pause. Pausen varer indtil videre i 14 dage, og Sundhedsstyrelsen vil sammen med Lægemiddelstyrelsen lave en ny vurdering i uge 12. Pausen gælder både personer, der stod til at få deres første stik, og personer som står i kø til stik nummer to.
Derudover betyder pausen, at vaccinationskalenderen indtil videre er skubbet med fire uger, så de sidste danskere kan forvente at være færdigvaccineret 15. august.