Coronavirus

AstraZeneca-vaccinen er sat på pause: Få svar på dine spørgsmål om vaccinen her

Hvad skal du for eksempel gøre, hvis du allerede har fået første stik med AstraZeneca? Få svar på det og andre spørgsmål.

Torsdag meldte Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen ud, at de foreløbigt indstiller brugen af AstraZeneca-vaccinen de næste 14 dage.

Det skyldes indberetninger af alvorlige tilfælde med blodpropper hos personer, der er blevet vaccineret med AstraZeneca i flere europæiske lande.

I den kommende tid skal sundhedsmyndighederne i EU derfor undersøge, om der er en mulig sammenhæng mellem vaccinen fra AstraZeneca og risikoen for blodpropper. Og Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen vil herefter lave en ny vurdering i uge 12.

Men hvad betyder det for dig?

Hvad skal du for eksempel gøre, hvis du allerede har fået første stik med AstraZeneca? Kan du få dit andet stik med vaccinen? Og hvornår kan den øvrige befolkning forventes at blive vaccineret?

Vi har samlet en række spørgsmål og svar herunder:

12 spørgsmål om AstraZeneca-vaccinen

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har fået første stik med AstraZeneca-vaccinen?

Skulle du opleve bivirkninger, vil de med al sandsynlighed komme inden for 14 dage. Lægemiddelstyrelsen har derfor valgt at sende et brev ud til alle, der er blevet vaccineret med AstraZeneca inden for de seneste 14 dage.

I brevet vil det fremgå, hvad du skal være opmærksom på i forhold til symptomer fra blodpropper, og at du skal tale med egen læge, hvis du oplever nye eller overraskende symptomer eller får længerevarende symptomer, der varer over tre dage.

Har du fået dit første stik med AstraZeneca-vaccinen og venter på dit andet, skal du foreløbig vente. Ifølge Lægemiddelstyrelsen må der gå mellem 4 og 12 uger mellem første og andet stik. 

Kan jeg få en anden vaccine som stik to, hvis jeg har fået stik et med AstraZeneca og ikke skal have stik to?

Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, vurderer, at du skal færdiggøre din vaccination med den samme vaccine.

Ifølge professoren er der ikke lavet nogle undersøgelser, som viser effekten af to forskellige vacciner, og det vil det kræve, før man begynder at spekulere i det.

Han mener derfor, at hvis man får en af de andre vacciner, efter man er blevet stukket én gang med AstraZeneca, skal man højst sandsynlig stadig have to stik med den anden vaccine.

Hvor længe har myndighederne vidst, at der muligvis var alvorlige bivirkninger?

Ifølge Lægemiddelstyrelsens enhedschef, Tanja Erichsen, blev myndighederne mandag i denne uge klar over, at en dansker, der havde fået AstraZeneca-vaccinen, oplevede alvorlige bivirkninger. Tirsdag blev det oplyst, at personen var død.

Det siger hun til TV 2.

Derfor er Lægemiddelstyrelsen nu i gang med at undersøge, hvad der er sket i sagen.

- Vi indhenter al den fornødne information fra de læger, der ligger inde med viden. Og hvad der er forholdene både før og efter for den pågældende borger, siger Tanja Erichen.

Hvad siger AstraZeneca selv?

AstraZeneca er klar over, at der undersøges en sammenhæng mellem selskabets vaccine og blodpropper. Det oplyser medicinalvirksomheden i en mail til TV 2.

AstraZeneca ønsker ikke at udtale sig yderligere om individuelle sager, men virksomheden understreger, at patientsikkerhed har den højeste prioritet.

- Vaccinens sikkerhed er grundigt undersøgt i fase 3-studier, og peer-reviewed (fagfællebedømt, red.) data bekræfter, at vaccinen generelt tolereres godt, skriver selskabet.

Hvor mange danskere har fået AstraZeneca-vaccinen?

Indtil videre har 142.102 personer i Danmark fået første stik med vaccinen fra AstraZeneca. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Hvordan ser det ud i andre lande?

Ud over Danmark har mindst seks lande indtil videre suspenderet brugen af AstraZenecas vaccine.

Det drejer sig om Østrig, Estland, Litauen, Luxembourg, Letland og senest Norge.

- Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har vurderet, at der ikke er problemer med den specifikke sending af vaccinen, som er blevet leveret til i alt 17 lande i én million doser, skriver EMA i en pressemeddelelse.

Til og med 9. marts 2021 har der ifølge EMA været rapporteret 22 tilfælde af blodpropper ud af tre millioner mennesker vaccineret med AstraZeneca i EU.  

Hvad betyder det for vaccineplanen, at AstraZeneca bliver sat på pause?

Datoen for, hvornår alle danskere forventes vaccineret, er på grund af udskydelsen af AstraZeneca-vaccinen igen blevet udskudt med fire uger til 15. august.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender, der er blevet opdateret torsdag. 

Er det normalt, at en vaccine giver bivirkninger?

Det er helt almindeligt, at der er bivirkninger ved en vaccine – faktisk er en del af dem tegn på, at kroppen genkender vaccinen, og at den virker.

Man skal ifølge Lægemiddelstyrelsen være opmærksom, hvis man oplever nye eller overraskende symptomer fra kroppen, og særligt hvis de varer mere end tre dage.

Det er heller ikke normalt, at vacciner giver blodpropper. Men det er vigtigt at bemærke, at det endnu ikke er bevist, at der er en sammenhæng mellem AstraZeneca-vaccinen og risikoen for blodpropper. Det skal sundhedsmyndighederne nu i gang med at undersøge.

Hvilke bivirkninger giver AstraZeneca-vaccinen?

De mest hyppige bivirkninger er:

  • Smerter eller ømhed på injektionsstedet
  • Træthed
  • Hovedpine
  • Muskelsmerter
  • Ledsmerter
  • Kulderystelser
  • Kvalme/opkastning
  • Feber

Det er ikke påvist, at de tilfælde af blodpropper, der har været hos folk, der har modtaget AstraZenca, kan spores tilbage til vaccinen.

Hvad er bivirkningerne ved øvrige vacciner?

De mest hyppige bivirkninger ved Moderna er:

  • Smerter på injektionsstedet
  • Træthed
  • Hovedpine
  • Muskelsmerter
  • Ledsmerter
  • Kulderystelser
  • Kvalme/opkastning
  • Hævede lymfer
  • Feber
  • Hævelse på injektionsstedet
  • Rødme

De mest hyppige bivirkninger ved Pfizer/BioNTech er:

  • Smerter på injektionsstedet
  • Træthed
  • Hovedpine
  • Muskelsmerter
  • Ledsmerter
  • Kulderystelser
  • Hævede lymfer
Hvad ved vi om det danske dødsfald?

Det er en 60-årig kvinde, der er død med en blodprop i Danmark, efter hun var blevet vaccineret med en vaccine fra AstraZeneca. Det oplyser Lægemiddelstyrelsen.

Vaccinen stammer fra det samme parti, som en sygeplejerske i Østrig blev vaccineret med og døde halvanden time efter.

Ifølge Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er der tale om et parti på en million doser, som er leveret til 17 lande i EU.

I løbet af de næste to uger skal EMA undersøge, hvorvidt der er sammenhæng mellem bivirkningerne og vaccinen. Det kan være en tilfældighed, siger direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, om eksemplerne på blodpropper.

Kan vi forvente, at AstraZeneca kommer tilbage, når den er blevet undersøgt?

Professor Hans Jørn Kolmos tror, at AstraZeneca kommer tilbage på vaccinemarkedet, når den er blevet undersøgt. Han fortæller, at det er normal procedure at stoppe op og undersøge tingene nærmere, når der sker noget uventet i forhold til for eksempel en vaccine.

- Det viser bare, at sikkerhed kommer før alt andet. Det er det, der gør, at befolkningen kan have fuld tillid til, at det foregår på en ordentlig måde, siger professoren.