Coronavirus

Andrea fra 8. klasse sætter gang i debat om skoleåbninger

Andrea fik så dystre tanker, at hun overvejede at springe ud af vinduet. Nu får hendes historie politikerne til at diskutere skolebørnenes fremtid.

Andrea går i 8. klasse og har ikke været i skole som normalt i nøjagtig 95 dage.

Det har hun ikke, fordi langt det meste undervisning under nedlukningen har været reduceret til at foregå hjemme foran skærmen.

Og det har betydet et farvel til fællesskabet med klassen og muligheden for at snakke med klassekammeraterne til dagligt.

- Før corona kom, havde vi et godt fællesskab med klassen. Men efter corona har vi ikke snakket særlig meget med hinanden eller lavet nogle aktiviteter, siger Andrea.

Ved aftenens partiledebat på TV 2 får hendes historie nu politikerne til at diskutere, om nedlukningens konsekvenser er blevet for store, og hvad næste skridt for børnene er.

Tænkte på at springe ud af vinduet

På et tidspunkt blev det så hårdt for Andrea, at hun spurgte sin mor, om det mon var normalt at have tanker om at springe ud af vinduet.

- Det var det samme dag efter dag efter dag. På et tidspunkt ville jeg bare have, der skulle ske noget, også selvom det betød, at jeg kom til skade.

Andrea var blevet desperat, fortæller hun.

Nu foreslår hun, at også 5. til 8. klasse kan få lov at møde op i skolen igen fysisk og ikke kun den ene gang om ugen udendørs, der ellers er lagt op til.

- Det behøver ikke at være hele skoledagen, men måske bare fire timer om dagen og på forskellige tidspunkter, foreslår Andrea.

- Ja, I skal tilbage i skole

Andreas historie vækker bekymring hos flere af politikerne, og forslaget om at møde ind på forskellige tidspunkter skaber debat om næste skridt af genåbningen.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, mener, det er på tide at få børnene tilbage på skolebænken med det samme.

- Ja, I skal tilbage i skole. Og det er vi rigtig mange, der arbejder for.

Pia Olsen Dyhr, formand i SF, er sikker på, at Andrea ikke er alene om at føle, som hun gør. Alligevel er det en balancegang at genåbne midt i en pandemi, siger hun.

- Jeg håber, at Andrea kan komme i skole efter påske. Men lige nu er det nødt til at være skridt for skridt.

Måske muligt i april

Statsminister Mette Frederiksen (S) anerkender, at det er svært at være barn i en coronatid. Alligevel mener hun ikke, at nedlukningen kunne have været mildere eller mindre varsom.

Men nu kan der være lys for enden af tunellen for Andrea og de mange andre skolebørn, der har fået hjemmeundervisning i flere måneder:

- Jeg tror, det er muligt i april at åbne op, sådan at alle børn og unge i princippet har en nogenlunde normal skole- og undervisningsdag. Så kan der være nogle lokale udbrud, hvor vi bliver nødt til at lukke ned igen.

Fra 15. marts må afgangselever igen vende tilbage til skolen uden for hovedstadsområdet, mens 5. til 8. klasse kun må vende tilbage en dag om ugen udendørs.

Hvis du har selvmordstanker, er i en anden alvorlig krise kan du kontakte Livslinien og få hjælp.

Det er muligt at få telefonrådgivning på 70 20 12 01 eller rådgivning via en chat.