Coronavirus

Frygter dystre konsekvenser – 500 institutioner sender åbent brev til statsministeren

Organisationer savner politiske ambitioner for genåbningen af kulturområdet. De har brug for en rettesnor, så de kan gå i dialog med deres publikum.

Der skal en konkret plan på bordet. Og det skal der snart.

Flere end 500 kulturinstitutioner afkræver nu et svar fra statsminister Mette Frederiksen (S) på, hvornår Danmark kan genåbne yderligere. Det skriver de i et åbent brev.

- Vi ved godt, at hele kulturlivet ikke står først i genåbningskøen. Men vi har alle mærket, hvor vigtig kulturen er for fællesskab, personlig trivsel og mental sundhed.

- Derfor har vi brug for en plan, så vi kan forberede os på, at vores millioner af publikummer kan vende trygt tilbage til den kultur, de længes efter, står der i brevet.

Bag brevet står adskillige brancheorganisationer, herunder blandt andet Dansk Teater, Dansk Live og Danmarks Biblioteksforening.

Vil gerne høres

Til TV 2 forklarer direktøren for Nørrebro Teater, Mette Wolf Iversen, at hun har brug for at vide, hvor teatret er placeret i genåbningskøen, da det er "utroligt svært" at planlægge nye forestillinger med så korte tidshorisonter, som regeringen opererer med i øjeblikket.

- Vi føler os ikke svigtet, men det ville efterhånden være dejligt at blive hørt, siger hun onsdag.

Ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik er kultur og dansk scenekunst i Danmark den branche, der er fjerdehårdest ramt af coronakrisen.

- De helt dystre konsekvenser er, at nogle teatre og kulturinstitutioner må lukke, hvis hånden ikke holdes under dem, lyder det fra Mette Wolf Iversen.

Kulturminister i samråd

Også de danske festivaler har tidligere givet udtryk for samme frustration over ikke at vide, om de er købt eller solgt til sommer.

Kulturudvalget på Christiansborg kaldte derfor kulturminister Joy Mogensen (S) i samråd i begyndelsen af marts for netop at blive klogere på, om ministeren havde konkrete svar på, hvad festivalerne kan forvente.

Ifølge kulturmediet Gaffa blev ordførerne ikke meget klogere. Nogle "kogte ligefrem af raseri" efterfølgende over den manglende afklaring.

Joy Mogensen garanterede på samrådet, at regeringen lover at kompensere festivalerne for tab, hvis de ender med at skulle gennemføre med nedsat publikumskapacitet eller helt at aflyse.

Mangler politiske ambitioner

På samme samråd sagde ministeren, at festivalerne bør fortsætte med at "planlægge forsigtigt".

I Dansk Live, som organiserer danske festivaler og spillesteder, har sekretariatschef Esben Marcher forståelse og respekt for den situation, som Danmark står i.

- Men vi efterlyser en ambition på kulturområdet for, hvad man vil fra politisk side. Hvis der ikke er en plan, er der ikke en ambition. Lige nu er der intet håb, fordi vi ikke ved, hvornår vi vender tilbage, og det lammer hele vores sektor, siger han til TV 2.

- Vi har brug for forberedelse. Vi har brug for at være i dialog med gæsterne om, hvornår vi kan invitere dem indenfor igen, uddyber han.

Folketinget har ad flere omgange vedtaget hjælpepakker til det danske kulturliv for et trecifret millionbeløb.

Mette Frederiksen: Kulturlivet vil indgå i aftale for genåbning

I en skriftlig kommentar til TV 2 onsdag eftermiddag siger statsminister Mette Frederiksen (S), at hun har stor forståelse for synspunkterne i brevet.

- Jeg tror, de allerfleste af os savner de åndehuller og den fordybelse, som vores fantastiske danske kulturliv og kulturinstitutioner tilbyder os. Samtidig er det selvfølgelig også hårdt for kulturlivet selv ikke at kunne byde deres publikum velkomne, skriver Mette Frederiksen.

Hun siger også, at kulturlivet indgår i planerne om en bred politisk aftale om genåbningen.

- Regeringen arbejder efter en bredt politisk forankret aftale om en plan for genåbningen af Danmark. Jeg tror, en bred politisk aftale kan give vished og håb for mange – og kulturlivet skal selvfølgelig indgå heri, skriver Mette Frederiksen.