Ny MeToo-undersøgelse viser stor generationskløft

HK Hovedstaden har undersøgt, hvor mange af dens medlemmer, der det seneste år har oplevet seksuelt krænkende adfærd. Det har især de yngre.

Unge kvinder - og til dels også mænd - vil ikke finde sig i det samme, som tidligere generationer har gjort.

Sådan siger 27-årige Alia Naser Saady til TV 2.

Hun er kommunikationskonsulent og studerende – og en af de kvinder, som i en ny Metoo-undersøgelse fra HK Hovedstaden har nikket ja til, at hun inden for det seneste år har oplevet seksuelt krænkende adfærd.

Som ældre generation skal man huske på, hvem det er, der har opdraget den yngre generation

Emilie Van Hauen

Og hun er ikke den eneste. Undersøgelsen er foretaget blandt knap 10.000 medlemmer, og den viser, at der er en markant generationskløft i forhold til hvilke aldersgruppe, der oplever seksuelt krænkende adfærd.

Således har knap hver tredje under 30 år i undersøgelsen – der ikke er repræsentativ for hele befolkningen - svaret ja til, at de det seneste år er blevet udsat for seksuelt krænkende adfærd.

Til sammenligning er der tale om 10,8 procent blandt de 40- til 49-årige

- De unge siger fra overfor sjofle vittigheder og jokes med seksuelle undertoner. De gider det ikke, og de mener ikke, de skal tåle det. Jeg tror, at den ældre generation har tålt lidt mere, siger Ditte Gottlieb Bredahl, der er sektorformand i HK Hovedstaden, til TV 2.

Samlet set er det 11 procent af alle medlemmer, der har oplevet at blive seksuelt krænket de seneste 12 måneder.

De unge mener de er vigtige samfundsborgere med en stemme

Dykker man ned i tallene i undersøgelsen, er der ikke den store forskel mellem kvinder og mænd.

Således har 12 procent af kvinderne svaret, at de inden for de sidste 12 måneder har oplevet seksuelt krænkende adfærd, mens det samme er tilfældet blandt 9 procent af mændene.

Kigger man på generationer er forskellen imidlertid markant, som det fremgår af denne tabel:

Ifølge sociolog Emilie van Hauen er en af årsagerne til generationskløften, at den unge generation - i større grad end den ældre - i deres opdragelse er blevet inddraget og lyttet til. Og af den grund mener de unge også, at de er vigtige samfundsborgere med en stemme.

Men det er kun den ene side, siger sociologen.

- Vi har nogle meget kommunikerende unge mennesker, der siger fra, men de er også meget mere psykisk sårbare, end vi nogensinde før har set, og følsomme overfor den slags overgreb, siger Emilie Van Hauen.

Mobning og krænkelser er et no-go

Samtidig er der i dag en ny måde at forstå mennesker og rettigheder på, ligesom der er kommet en anden tone, hvor det ikke handler om at være hård, men at opføre sig som et empatisk menneske.

- Mobning og krænkelser er bare et no-go i det samfund, vi er på vej ind i. Og vi skal huske på, at det, de unge gør i dag, er det, vi andre gør i morgen.

I MeToo-debatten er der flere eksempler på, at den ældre generation har en anden opfattelse end den unge af, hvad en seksuel krænkende handling er. Det kan du blandt andet læse eksempler på her og her.

Til det er der ifølge Emilie Von Hauen bare at sige:

- Som ældre generation skal man huske på, hvem det er, der har opdraget den yngre generation.