Samfund

Fødevareministeren postede sin vegetarret på Facebook - men hvor klimavenlig var den?

Er det bedst for klimaet at spise ris eller kartofler - og hvor meget batter det, hvis dine grøntsager alligevel ikke er dyrket i Danmark?

To tallerkener har sat fut i debatten om, hvad klimavenlig kost egentlig er. Den ene tilhører fødevareminister Rasmus Prehn (S), den anden landmand Jesper Fredslund Davidsen.

Temaet blev skudt i gang, da Rasmus Prehn søndag lagde billeder på Facebook af sin hjemmelavede chili sin carne med tilhørende oversigt over, hvilke grøntsager han havde brugt for at undgå kødet. "Plantebaseret kamp mod madspild", lød overskriften på oplaget.

Det fik kommentarfeltet til at flyde over med input af både rosende og kritisk karakter. Og også landmanden Jesper Fredslund Davidsen fra Odsherred blandede sig.

Han lagde et billede op af en skinkesteg, kartofler, brun sovs og rødkål og påpegede over for ministeren, at madspild "aldrig har eksisteret hvor jeg kommer fra".

- Verden er ikke bare sort og hvid

Derudover pointerede han, at risene på Rasmus Prehns tallerken er noget mere belastende for klimaet end kartofter, og at flere af grøntsagerne i ministerens vegetariske ret hverken var lokale eller danske.

Til TV 2 uddyber Jesper Fredslund Davidsen, at "verden ikke bare er sort og hvid". Han er enig i, at danskerne skal tænke over både madspild, kostråd og klimabelastningen ved kødproduktion.

- Jeg mener ikke, det behøver være enten eller. Enten kun plantemad eller masser af kød, siger han.

- Det skal også være okay, at man spiser lidt almindelig, lad os kalde det gammeldags mad, hvis bare man bruger de rigtige råvarer og lader være med at købe oksekød fra Uruguay, hvor der har været lang transport undervejs, siger han.

Og netop transporten, mener landmanden, er en vigtig faktor, når vi snakker klimaregnskab.

- Det har jo også også en konsekvens for klimabelastningen, hvis råvarerne har rejst halvdelen af verden rundt, siger Jesper Fredslund Davidsen.

Men hvad kan man så putte på sin tallerken med god samvittighed? Herunder et forsimplet overblik over klimaaftrykket for de ingredienser, de to retter indeholder. Råvarerne og deres aftryk er søgt frem i "Den store klimadatabase", som den grønne tænketank Concito står bag. Værdien for klimaaftrykket er opgjort i såkaldte CO2-ækvivalenter per kilo fødevarer.

Michael Minter er programleder for fremtidens fødevarer i Concito, og han roser begge tallerkener:

- Kartofler er fantastisk godt at spise rent klimamæssigt, og rødkål er også i den lave ende i forhold til klimaaftryk, siger han.

Dog ligger klimaaftrykket for en gris omkring 3,5 per kilo, og derfor vurderer Michael Minter, at fødevareminister Rasmus Prehn løber med sejren for det mest klimavenlige måltid. I hvert fald hvis de begge kun spiser en portion.

- På udvalget af grøntsager vinder Jesper i at have valgt de mindst klimabelastende. Men hans kød får det samlede måltid til at snige sig op i klimaaftryk. Samtidig ligger ris et pænt stykke over kartofler, men står jo stadig kun for godt en tredjedel af grisekødets klimaaftryk, siger han.

- Hvis landmanden ikke spiser mere end et lille stykke kød, ligger de måske lige. Men hvis han spiser flere portioner, vinder fødevareministeren nok, konkluderer Michael Minter.

Og det på trods af, at Rasmus Prehn har flere ingredienser i sin ret, der er importeret udlands fra og derfor har belastet klimaet gennem transport.

- Det er selvfølgelig en god ide at forsøge at minimere transporten. Men i forhold til en fødevares samlede klimaaftryk betyder det ikke det store, forklarer Michael Minter.

Fødevareministeren "er en hund efter kød"

Jesper Fredslund Davidsen fortæller, at han har lavet opslaget for at minde Rasmus Prehn om, at han er fødevareminister "for os alle sammen".

- Han har lavet mange opslag med sine forårssalater, og det ser da lækkert ud, men det peger også meget i samme retning. Det her kan ses som et lille kærligt puf til ham, siger han.

Men ifølge Rasmus Prehn selv skal Jesper Fredslund Davidsen ikke være nervøs for, om kød og bøffer ikke også finder vej til hans Facebook.

- Jeg er en hund efter kød og synes, det smager hamrende godt. Min livret er min svigermors flæskesteg, og det kunne jeg også godt finde på at poste billeder af, siger han til TV 2.

Dog understreger han, at der trods alt er en dybere mening med det vegetariske opslag.

- Vi har en forpligtelse til at overlevere en jordklode, der er i mindst lige så god stand som i dag til vores børn og børnebørn, siger han.

Fødevareministeren giver Jesper Fredslund Davidsen ret i, at vi kan undgå en del af klimaaftrykket, hvis vi handler lokalt, fordi der derved er mindre transport. På samme måde mener han også, det er godt at handle steder, hvor der spares på emballagen.

- Men samlet set - hvis vi for alvor vil stemple ind i klimadagsordenen - skal vi skrue ned for kødet og meget op for grøntsagerne, siger Rasmus Prehn.