Radikale vil tilbyde polske kvinder gratis abort i Danmark
Før 1973 rejste danske kvinder til Polen for at få abort, og nu bør Danmark hjælpe, mener Morten Helveg (R).
Danmark bør tilbyde polske kvinder abort, mener De Radikale, efter at regler, der forbyder abort med undtagelse af helbredsfare for kvinden og voldtægt, trådte i kraft i januar.
- Vi vil give polske kvinder mulighed for at få abort i Danmark. Det skal ses i lyset af de skrækkelige ting, der sker i Polen. Jeg ser det som et angreb på kvinders helt grundlæggende rettigheder, siger Morten Helveg Petersen (R).
Enhedslisten kom med et lignende forslag i efteråret. Den melding kom, da forfatningsdomstolen i Polen slog fast, at abort af fostre med misdannelser er i strid med landets forfatning. Nu er dommen effektueret.
Restriktiv abortlovgivning
Det overvejende katolske Polen har haft en meget restriktiv abortlovgivning siden kommunismens fald. Fra 1993 har det nærmest været forbudt.
Stort set alle aborter i landet de seneste 30 år er således udført på grund af alvorlige misdannelser. Men den undtagelse fra forbuddet er i dag ophævet.
I dag kan kvinder få abort efter voldtægt eller incest. Eller hvis svangerskabet udgør en fare for kvinden.
Danmark fik fri abort i 1973. Før den tid rejste en del danske kvinder til netop Polen for at få abort.
- Der er et historisk sammentræf i det, der gør, at jeg synes, at det er oplagt, at vi tilbyder abort til polske kvinder. Så skal vi samtidig lægge pres på den polske regering i øvrigt og kritisere den for det, siger Helveg.
Mener Danmark skal betale for indgrebet
De Radikale mener, at Danmark bør betale indgrebet. Øvrige omkostninger skal de polske kvinder eller andre sørge for.
Har det danske sundhedsvæsen kapacitet til det?
- Det må vi jo se på og komme ned i detaljerne på. Jeg synes, at det er en principiel kamp, en værdikamp, og der synes jeg altså, at vi skal stille op. Så må vi håndtere det praktiske, administrative og økonomiske, siger Morten Helveg Petersen.
Anerkender du, at det danske sundhedsvæsen er under pres?
- Jeg ved ikke, om det er det specifikt i forhold til abort. Men selvfølgelig er der pres på i en coronatid, og det er i høj grad et pres, der forstærker trykket i forhold til de polske kvinder, der står i en situation, hvor regeringen har strammet lovgivningen, siger han.
Modtager flere henvendelser fra kvinder, der ønsker abort
Der er stor modstand i Polen mod stramningen af abortlovgivningen.
Der var også store protester i gaderne i januar. Kritikere, herunder organisationen Sex & Samfund, mener, at den polske regering udnyttede nedlukningen under pandemien til at gennemføre sin upopulære politik.
- Forbud mod aborter fører ikke til færre aborter, men til farligere aborter, skriver Sex & Samfund på sin hjemmeside om den polske abortlov.
Den polske hjælpegruppe Abortion Dream Team melder ifølge Financial Times om markant flere henvendelser fra kvinder, som ønsker abort, men som ikke længere kan få det i Polen, når fostret har misdannelser.
Ifølge hjælpegrupper og læger, som avisen The Guardian har talt med, søger polske kvinder typisk til klinikker i Tyskland, Slovakiet og Tjekkiet for at få hjælp. Der betaler de 3-4000 kroner for en abort.