Coronavirus

Politiledelse siger nej til overskydende vacciner, som i stedet er blevet smidt ud

Der skal kigges på, om akutlisterne og retningslinjerne for listerne er optimale, mener næstformanden i Danske Regioner.

Mens mange danskere venter på den dag, hvor de kan få et stik med en af vaccinerne mod coronavirus, har der de seneste dage kørt historier om overskydende vacciner, der er blevet kasseret.

Senest har Hillerød Vaccinationscenter ifølge Sjællandske Medier måttet smide overskydende vacciner ud, fordi borgere af forskellige årsager ikke dukkede op.

For at undgå at smide vacciner ud er de tidligere blevet tilbudt til blandt andet pårørende og personale på vaccinationscentret og ansatte på Nordsjællands Hospital.

Også politiet er blevet tilbudt vacciner, da politistationen ligger lige over for vaccinationscentret i Hillerød.

Men det er slut nu. Hos Nordsjællands Politi vil man ikke længere modtage overskydende vacciner til stationens ansatte.

Vil undgå, at tilfældige bliver vaccineret

Jens Christian Bülow, der er politidirektør i Nordsjællands Politi, siger til TV 2, at man har truffet beslutningen for at undgå, at det er tilfældige, der bliver vaccineret.

- Vi har som ledelse trådt et skridt tilbage og betragtet det her, og vi synes ikke, at det er den rigtige måde at gøre det på.

Den udmelding undrer Nicolai Frederiksen, der er politibetjent og byrådsmedlem i Hillerød Kommune for Det Konservative Folkeparti.

- Alternativet er, at de her vacciner bliver smidt ud, fordi man ikke har kunnet få fat i andre. Derfor synes jeg, at det er superærgerligt, at man ikke kan tage imod det tilbud.

Flere medarbejdere fik vacciner

Indtil ledelsen i Nordsjællands Politi tog beslutningen om at takke nej til de overskydende vacciner, har flere medarbejdere på stationen benyttet sig af tilbuddet.

Jens Christian Bülow siger, at han ikke har noget at udsætte på de medarbejdere, der tog imod tilbuddet, men fremover skal det altså ikke gentage sig.

Så hellere smide vaccinerne ud end for eksempel at give den til tre af jeres ansatte?

- Vi synes, at vi som politimyndighed skal understøtte den nationale plan, der er lagt for at rulle vaccinerne ud. Vi har selv foretaget en prioritering af, hvilke af vores medarbejdere der løser opgaver, som er omfattet af samfundskritiske funktioner. Vi synes, at det er den rækkefølge, vi skal følge, og ikke tilfældigheder, siger politidirektøren.

Sundhedsstyrelsen: Kan gives til andre målgrupper

Der har tidligere været eksempler på, at sygehuse har givet overskydende vacciner til ansatte uden for målgruppen, hvis de ikke kunne få den afsat til personer på akutlisten.

Men for cirka tre uger siden meldte Sundhedsstyrelsen og regionerne ud, at overskydende vacciner kun må gives til personer i målgruppen.

Det skete blandt andet efter mediers afsløringer af, at direktører og læger uden patientkontakt rundt om i landet er blevet vaccineret.

I en mail til TV 2 søndag henviser Sundhedsstyrelsen dog til et citat fra retningslinjerne, hvor det fremgår, at vaccinerne gerne må blive brugt på andre personer i andre målgrupper, end de udmeldte, hvis der er vacciner i overskud.

- Kun hvis der ikke er nogen i samme målgruppe i nærheden, hvor den optrukne vaccine er holdbar, kan den anvendes til en person i en anden målgruppe, står der i retningslinjerne.

Danske Regioner vil kigge på akutlisterne

Ulla Astman (S), der er næstformand i Danske Regioner, siger til Ritzau, at der skal kigges på om akutlisterne og retningslinjerne for listerne er optimale.

- Man må kigge på, om akutlisterne er tilpas lange, og om der er tilpas mange på dem, og hvis det ikke er tilfældet, så optimere det. Vi kan ikke have, at der går vacciner til spilde, siger hun til Ritzau.

Hun er afvisende over for ideen om at give de overskydende vacciner til tilfældige.