Coronavirus

AstraZeneca-vaccine anbefales nu til borgere over 65 år

Et studie fra Skotland viser, at AstraZenecas vaccine forhindrer flere coronarelaterede indlæggelser end Pfizers vaccine.

Vaccinen fra AstraZeneca anbefales nu til borgere over 65 år.

Det fremgår af opdaterede retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen har hidtil anbefalet, at vaccinen mod covid-19 fra AstraZeneca fortrinsvis blev prioriteret til personer under 65 år.

Det skete ud fra overvejelser om det begrænsede datagrundlag i godkendelsesstudierne i personer over 65 år.

Sundhedsstyrelsen peger på et nyt studie fra Skotland, der viste en markant mindre risiko for et alvorligt forløb blandt de vaccinerede. I Skotland er en stor del af den ældre befolkning blevet vaccineret med AstraZeneca, og derfor skyldes den positive effekt primært den vaccine.

- Resultaterne fra Skotland er glædelige. De viser et stort fald i risiko for indlæggelseskrævende covid-19, også blandt ældre. Det kunne vi også se en tendens til ud fra de begrænsede data, vi havde fra godkendelsesstudierne af vaccinen, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg i pressemeddelelsen.

- Og det bliver nu bekræftet i stor skala og selv under vilkår, der ikke er underlagt samme kontrol som i godkendelsesstudierne.

Ifølge styrelsen viser studiet, at blandt de vaccinerede i Skotland kunne der ses en reduktion i indlæggelseskrævende coronasmitte svarende til:

  • 94 procent for vaccinen fra AstraZeneca
  • 85 procent for vaccinen fra Pfizer-BioNTech

Andet stik kan gives mellem 4. og 12. uge efter det første stik, fremgår det af retningslinjerne.

Modstand mod AstraZeneca-vaccinen

I første omgang afviste Region Hovedstanden at give vaccinen til personer over 65 år. Men tirsdag omstødte regionen den beslutning og giver vaccinen til ældre og udsatte borgere i eget hjem.

- Den er bedre end ingen vaccine i den nuværende situation, sagde Sophie Hæstorp Andersen, der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden, til TV 2 i den forbindelse.

AstraZeneca-vaccinen kræver ikke opbevaring ved meget lave temperaturer, modsat eksempelvis Pfizers vaccine, og kan dermed lettere transporteres af for eksempel de praktiserende læger, der skal bruge den på deres patienter væk fra vaccinationscentrene.

I en pressemeddelelse fra regionen for tre uger siden lød det:

- AstraZeneca-vaccinen skal gives til personer mellem 18 og 64 år, og den kan dermed ikke gives til de ældre borgere.

Og videre lød det:

- AstraZeneca er ikke testet på mennesker over 65 år, så derfor har sundhedsmyndighederne besluttet i første omgang at reservere vaccinerne til medarbejdere i sundhedssektoren, lød det også.

Mindst populære vaccine

AstraZeneca er den mindst populære blandt de godkendte vacciner i den danske befolkning, viser en Voxmeter-måling foretaget for Ritzau.

Blandt de 379 respondenter, der har en foretrukken vaccine, svarer 87 procent, at de foretrækker Pfizers coronavaccine. 8 procent foretrækker Modernas, mens kun 3 procent foretrækker AstraZenecas.