Regeringen fik dansk vaccinetilbud, men ignorerede det
Niels Højby, som er professor i klinisk mikrobiologi på Rigshospitalet, kalder det over for Ekstra Bladet "en skandale".
I september sidste år sendte vaccineproducenten AJ Vaccines et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
I brevet, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, forsøgte AJ Vaccines at indlede en dialog med ministeren om muligheden for at producere covid-19-vacciner på sin vaccinefabrik i København.
Men månederne gik, og der kom intet svar.
7. januar i år sendte selskabet et opfølgende brev til sundhedsministeren. Endnu en gang var der tavst i den anden ende, og derfor sendte producenten 27. januar et brev til statsminister Mette Frederiksen (S).
I brevet forsøgte AJ Vaccines at indgå en dialog om fremtidig produktion af vacciner og gøre statsministeren opmærksom på, at sundhedsministeren ikke havde svaret på henvendelserne.
Brændende ønske om at være del af løsningen
AJ Vaccines bekræfter forløbet over for TV 2.
- Vi har et brændende ønske om at få lov at være en del af løsningen på den udfordring, vi alle sammen oplever. Så vi tog et initiativ til at skrive til Sundhedsministeriet og tilbyde vores hjælp, hvis vi kunne hjælpe med noget, siger Jesper Helmuth Larsen, direktør hos AJ Vaccines, til TV 2.
Efter selskabet 27. januar sendte et brev til Mette Frederiksen, modtog det hurtigt et svar, og to dage efter henvendte Magnus Heunicke sig til AJ Vaccines.
Derefter blev vaccineproducenten inviteret til et møde 5. februar med repræsentanter fra Sundhedsministeriet, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut (SSI).
"En skandale"
Niels Højby, som er professor i klinisk mikrobiolog på Rigshospitalet, kalder processen "en skandale" overfor Ekstra Bladet.
Statens vaccineproduktion blev i 2016 solgt til AJ Vaccines, og dermed overtog selskabet Statens Serum Instituts vaccineproduktion. Niels Højby påpeger, at meningen med salget netop var et samarbejde mellem det offentlige og private.
- Jeg fatter det simpelthen ikke. Hvorfor i alverden tager de ikke imod det tilbud? Det er jo et fantastisk tilbud, siger professoren til Ekstra Bladet.
- Vi har ledig kapacitet
Jesper Helmuth Larsen fra AJ Vaccines synes, at regeringen skal opsøge alle de muligheder, der findes for at kunne producere covid-19-vacciner.
- Og så er jeg jo helt opmærksom på, at Statsministeriet og Sundhedsministeriet har travlt med at håndtere situationen som følge af coronavirussen, siger direktøren til TV 2.
Han fortæller, at vaccinefabrikken har maskiner og udstyr, som kan tilpasses til at producere covid-19-vaccinerne.
- Og bedst af alt har vi ledig kapacitet.
Han vil ikke komme ind på de nærmere detaljer om det møde, AJ Vaccines holdt med myndighederne. Men han fortæller, at selskabet har tilbudt at producere vacciner uden at skulle tjene noget på det selv.
- Jeg ville elske, at vi kunne indgå et fremtidig samarbejde i et offentligt-privat partnerskab.
- Og er der en rolle for os i samarbejdet med Israel og Østrig, vil vi gerne ind og tale om den, lyder det fra Jesper Helmuth Larsen.
Sundhedsministeriet bekræfter over for Ekstra Bladet, at der først kom skub i dialogen mellem ministerierne og AJ Vaccines i starten af februar.
- Sundhedsministeriet kan oplyse, at ministeriet har modtaget en række henvendelser fra AJ Vaccines, og at vi lige nu er i dialog med vaccinevirksomheden for at finde ud af, hvordan de kan bidrage til vaccineindsatsen med eksempelvis ledig kapacitet eller gennem et offentligt/privat samarbejde, skriver ministeriet i et svar til mediet.