Coronavirus

Kreative løsninger i nedlukkede storcentre lader butikker åbne alligevel

Mens nogle af løsningerne er lovlige, er der andre, som fik et ”nej” fra myndighederne.

Mens de fleste butikker fra mandag kunne slå dørene op for kunder igen, er de fleste butikker i storcentre landet over fortsat tvangslukkede.

Eller i hvert fald nogle af dem.

Flere erhvervsdrivende rundt om i landet er nemlig begyndt at tænke uden for boksen, eller centeret om man vil, og har fundet løsninger, der tillader dem at holde åbent som før.

- Kreativiteten har jo blomstret under coronapandemien, og det er det et eksempel på. Man bruger reglerne, som de er og udnytter de muligheder der er i dem, siger Jens Birkeholm, der er direktør i Dansk Detail, til TV 2.

Han understreger dog, at det samtidigt vidner om, hvor hårdt presset detailhandlen er lige nu.

- Vi havde gerne set, at man åbnede hele detailhandlen, så man kunne sprede kunder ud på et langt større salgsareal, end man kan i dag. Alle regler om afstand og afspritning gælder jo fortsat, siger han.

Esbjerg

Butikschef i Only i Esbjerg Storcenter, Josephine Kirkegaard, glæder sig over muligheden for at åbne.

I Esbjerg Storcenter har de valgt at omgå reglerne ved at åbne butikkers bagdøre og bruge tomme lokaler med egen udgang. Det gjorde de også under den seneste nedlukning, og den første butik, der åbnede dørene igen, var tøjbutikken Only.

Her var der både pyntet med flag og rullet en rød løber frem, så de besøgende kunne finde vej til den alternative indgang bag bygningen.

- Det er den bedste dag længe. Vi har ikke kunne få alle butikker med endnu, men jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at få så mange som muligt til at åbne, siger Verner Thomsen, der er centerleder i Esbjerg Storcenter, til TV 2.

Han tilføjer, at det er en nødløsning, og at der ikke skal herske tvivl om, at de langt hellere vil lukke folk ind ad hovedindgang.

Hørsholm

Irene Carstensen er en af de butiksindehavere, der har fået mulighed for at rykke adresse.

I centeret Hørsholm Midtpunkt er butikkerne fortsat lukket, men pludselig åbnede der sig en mulighed for, at fire af butikkerne kunne rykke forretningen ud på byens gågade i stedet.

Ejerne af centeret ejede også et tidligere apotek, der ellers stod tomt, og så flyttede centerets butikker ind.

- Det er meget som en markedsplads, fordi vi er forskellige forretninger herinde, men det føles helt som i Korsbæk (byen i Matador red.), alle de lokale er tilbage, og vi er så glade for at se dem. Det har virkelig været nogle hårde måneder, siger Irene Carstensen, der er en butiksejerne, til TV 2.

Sorø

Butiksarkaden i Sorø tæller som et storcenter. Derfor har Lonnie Dencker nu rullet sine varer hele vejen til byens coronalukkede kulturcafé i stedet.

I Sorø har man allerede haft held med et lignende initiativ. Her har Lonnie Dencker mandag rullet inventaret fra sin tøjbutik tværs gennem byen og åbnet midlertidigt butik i Kulturcafé Ludwig.

Og løsningen begejstrer butiksindehaveren.

- Jeg synes, situationen taget i betragtning, at det er lidt sjovt at prøve. Især når alternativet er, at jeg ikke kan holde åbent, siger hun.

Holstebro

Flere steder har butikker ændret vinduer mod gaden til indgange. Arkiv.

I Nørreport Centeret valgte nogle butiksindehavere allerede under den foregående nedlukning af fjerne vinduer til butikker, så kunder kunne komme ind uden at skulle gennem centeret.

- Det var den eneste mulighed, vi havde, og det er fuldt ud lovligt, siger butiksindehaver Bjarne Jeppesen til TV 2.

Samme løsning valgte en række andre storcentre at lave ved den lejlighed.

Høng

Høng Centret mangler svar på, om løsningen med en mur reelt giver grønt lys til genåbning af butikkerne. Arkiv.

I Høng pønser man på at opføre en mur i forsøget på at omgå myndighedernes regler for butiksstørrelser. Her siger medejer af Høng Centeret Mogens Gyldenvang, at han gerne vil opdele centerets i alt 8000 kvadratmeter i to med en mur, så centeret fremover kan tælle som to selvstændige butiksområder på 4000 kvadratmeter. Det skriver TV 2 Øst.

Sønderborg

Kan vi hjælpe? ❗️ Vi glæder os vildt til at åbne.. MEN indtil da vil vi gerne hjælpe en af de lukkede butikker i Borgen...

Posted by Fox and Hounds Sønderborg on Tuesday, March 2, 2021

Her rækker den lokale pub Fox and Hounds en hjælpende hånd ud til butikker i Borgen Shopping i Sønderborg.

På Facebook giver de forretninger, der ikke kan få lov at åbne, mulighed for at låne deres lokaler, mens de selv er omfattet af nedlukningen.

- Hvis vi kan hjælpe, vil vi meget gerne gøre det. Derfor stiller vi vores lokaler gratis til rådighed, imens vi selv er lukket ned, siger medejer Lasse Rosenberg til TV Syd.

Roskilde

Biltema forsøgte at gøre varehuset mindre, men løsningen var ikke acceptabel for myndighederne.

I Biltema i Roskilde forsøgte de sig med en lidt for god løsning, der skulle få butikken under de magiske 5000 kvadratmeter.

Her dækkede de store dele af gulvet af med enorme tårne af træpaller, men desværre for varehuset – og de bilglade kunder – så gik den ikke. Myndighederne sagde nej.

- Vi ender med at få beskeden, at det ikke kan lade sig gøre, og dermed er vi dømt til fortsat at holde lukket, siger Steven Bradley, der er varehuschef i Biltema, til TV 2.

Ministeren forstår frustrationerne

Det er sundhedsmyndighedernes anbefalinger, der gør, at blandt andet butikkerne i storcentrene ikke kan holde åbent. Vurderingen er, at kunderne vil opholde sig på mindre områder i centrene og i længere tid ad gangen.

- Jeg kan sagtens forstå, at det er frustrerende for de butikker, der må kigge med længsel efter deres kunder og vente på at åbne dørene igen. Desværre er det sådan lige nu, at restriktioner og afstandskrav er forudsætningen for, at det er muligt for mange butikker at slå dørene op igen, siger erhvervsminister Simon Kollerup til TV 2.

Han siger desuden, at regeringen allerede er gået skridtet videre og tilladt kunder at handle i de større butikker med tidsbestilling.