Coronavirus

Festivaler savner svar - de næste uger er 'afgørende'

I Norge har regeringen lagt et sikkerhedsnet på 350 millioner norske kroner ud under festivalerne i tilfælde af aflysning på grund af corona.

Frustrationerne breder sig blandt festivalsarrangørerne, forud for et samråd med kulturminister Joy Mogensen torsdag.

De ved ikke, om de er købt eller solgt. Og nu vil de have svar - og en plan.

Svar på om de kan holde fest for flere tusinde mennesker om få måneder. Om de kan booke kunstnere med god samvittighed. Og svar på om de kan få økonomisk kompensation, hvis det hele skal aflyses.

- De næste par uger er meget, meget afgørende for, at det her kan lade sig gøre, siger festivalleder for Jelling Musikfestival Lars Charlie Mortensen til TV 2.

Han understreger samtidig, at de er presset i forhold til at kunne nå at arrangere en festival.

Lars Charlie Mortensen står langt fra alene med sine bekymringer.

TV 2 og TV 2s regioner har onsdag været i kontakt med en lang række arrangører, der deler dem. Blandt andre Samsø Festival, Nibe Festival og GrimFest. Og tirsdag meldte den store danske metalfestival Copenhell ud, at "det ser sort ud" i forhold til at få afviklet festivalen.

Fælles er ønsket om fællesskab og musik til sommer og en forståelse for, at coronavirussen kan spændende ben for det hele.

- Vi ved godt, de ikke kan sige, hvor mange vi må samles til juli. Men vi har brug for at få at vide, om vi skal arbejde mod festivaler, og om der er en hånd under os, siger Thomas Jakobsen, som er formand for Samsø Festival, til TV 2 ØSTJYLLAND.

Et norsk sikkerhedsnet

Netop økonomien er afgørende for arrangørerne. Lige nu afventer de at booke kunstnere og indgå aftaler med leverandører, fordi de er bange for at brænde nallerne økonomisk.

- Virkeligheden er, at vi ikke ved, hvordan vi kommer ud af de her aftaler, hvis vi indgår dem, siger Peter Møller Madsen, der er talsmand og festivalleder for Nibe Festival.

I Norge har regeringen lagt et sikkerhedsnet på 350 millioner norske kroner ned under festivalerne, som de kan få del i, hvis det ender med, at de ikke kan afholde festivalerne på grund af coronavirus.

Ifølge SF, der har kaldt Joy Mogensen i samråd, har den norske model gjort, at de norske festivaler har kunnet planlægge i ro.

- Ingen ved, hvordan corona udvikler sig. Men det har givet ro på området. De (danske festivaler, red.) skal vide, at der er et sikkerhedsnet, siger SF's kulturordfører Charlotte Bromann Mølbæk til TV 2 ØSTJYLLAND.

Men mindre kan også gøre det ifølge Peter Møller Madsen, der bare efterlyser den mindste indikation på, hvilken vej tingene går.

- Det kunne være fantastisk, hvis vi kunne få at vide, hvor vi ligger henne på sandsynlighedsbarometeret. Vi skal meget snart have en afklaring, siger han til TV 2.

Minister: Planlæg med forsigtighed

Men den afklaring er ikke lige på trappen, hvis man skal tro kulturminister Joy Mogensen (S).

- Som kulturminister vil jeg gerne dyrke håbet, men jeg bliver nødt til at sige, at der er stor usikkerhed. Man skal planlægge med forsigtighed, fortæller hun til TV 2.

Samrådet med Joy Mogensen finder sted torsdag klokken 14.