Dagens overblik

Dagens overblik: Professor ser tredje coronabølge nærme sig trods færre indlæggelser

Krænkelsessager afsløret i Radikale Venstre. Den brasilianske virusvariant fundet i Danmark. Vildheste til debat, og et testcenter udsat for angreb.

Ikke engang på politiets fridage kan tricktyve få lov at gå i fred. Det står klart, efter en københavnsk betjent, der var på en løbetur i solen, spottede en mistænkt.

Fridagen blev således aflyst, den mistænkte blev anholdt, og hans kriminelle løbebane er stoppet for nu.

Velkommen til dagens overblik.

Omfattende antal krænkelser hos de radikale

Alle partier har igangsat en eller anden form for ordning, der skal komme sexisme og seksuelle krænkelser til livs.

Mere end hver femte har oplevet seksuel chikane, mens enkelte svarer, at voldtægter eller voldtægtsforsøg har fundet sted. Det viser en ny rapport, der afdækker omfanget af krænkelser hos Radikale Venstre.

Rapporten er lavet af organisationen Kvinfo, der har fået til opgave at undersøge sager om krænkelser i partiet baseret på udsagn fra både nuværende og tidligere medlemmer, folkevalgte og ansatte i partiet.

Ifølge rapporten er det især de yngste mænd og kvinder i partiet, der har oplevet krænkelserne.

Eksplosion på testcenter

Området blev spærret grundigt af, efter en eksplosion ved et testcenter.

Tidligt i morges blev et testcenter i den hollandske by Bovenkarspel ramt af en eksplosion.

Ifølge politiet blev et metalrør med sprængstoffer placeret på bagsiden af bygningen og bragt til sprængning. Flere ruder blev knust, men heldigvis kom ingen personer noget til.

Det er uvist, hvad motivet for angrebet er, men Holland har gennem længere tid været omdrejningspunkt for en række voldsomme uroligheder i forbindelse med landets nedlukninger.

Brasiliansk coronavariant fundet i Danmark

En gravko i den brasilianske by Manaus gør klar til begravelser, efter byen blev hårdt ramt af P1-varianten. Arkivfoto.

Sundhedsminister Magnus Heunicke blev nok engang budbringer af dårligt nyt, da han i dag kunne berette, at det første tilfælde af den såkaldte brasilianske virusvariant P1 er fundet herhjemme.

Studier fra udlandet har tidligere vist, at den brasilianske variant både kan være resistent over for nogle vacciner, men også over for de antistoffer, man får efter at have været smittet. Pfizer/Biontech-vaccinen virker dog stadig mod P1. Det er dog ikke sikkert, at AstraZenecas vaccine er lige så effektiv.

Sundhedsmyndigheder har fundet den pågældende person, og der er foretaget smitteopsporing.

(U)rent trav i Molsbjerge

Hestene blev sat ud i Mols Bjerge i 2016. Arkivfoto.

En gruppe heste er blevet sat ud og græsser nu på 120 hektar jord i billedskønne Mols Bjerge. En god tilværelse vil mange nok tænke, men ikke alle.

For projektet, der er sat i værk for at skabe en bedre og sundere natur, møder kritik fra en gruppe personer, der mener, at hestene lider overlast og er udsat for mishandling. Hestene er ikke vante til at leve alene i den danske natur, lyder argumentet.

På Langeland har et lignende projekt dog kørt med stor succes gennem 15 år.

Tredje bølge på vej

Dansk professor forudser en tredje bølge.

På papiret ser det egentligt meget godt ud. Vi har få indlæggelser, og vi begynder igen at åbne samfundet. Men alt er ikke fryd og gammen, hvis man spørger professor og forsker i infektionssygdomme på Hvidovre Hospital Nina Weis.

For tallene kan netop med genåbningen hurtigt gå den gale vej igen, og da det fortsat kun er en relativ lille del af befolkningen, der er beskyttet mod virussen, så mener hun, at det er sandsynligt, at vi også får en tredje bølge herhjemme.

Hos vores mere åbne naboer i Sverige er de også på vej ind i en tredje bølge, efter smittetallene igen er eksploderet. Hvis deres beregninger holder stik, så vil de i april have 14.000 nye daglige smittede.

***

Det var dagens overblik på en dag, hvor resterne af den meteorsten, som mange borgere på Sjælland kunne se flyve over nattehimlen i november, blev fundet omkring 35 kilometer fra Uppsala i Sverige.

Meteorstenen er med sine 14 kilo overraskende stor, men ikke noget nær den størrelse den havde, da den ramte atmosfæren. Her anslår forskere nemlig, at meteoritten vejede hele ni ton.

Vi læses ved i morgen. Rigtig god aften.