Coronavirus

Bauhaus i angreb på regeringen

Bauhaus føler reglerne for genåbning rammer helt skævt og urimeligt. Kæden har bedt advokater undersøge om regeringen har overholdt reglerne.

Der er god plads mellem planter, skovle og havemøbler i Bauhaus i disse dage.

Også for god plads, hvis du spørger byggekædens direktør Mads Jørgensen.

Han er nemlig godt træt af regeringens krav om, at butikker over 5000 kvadratmeter skal have 250 kvadratmeter per kunder. Næsten alle Bauhaus’ 20 butikker er nemlig over den kvadratmetergrænse.

Regeringens krav betyder, at mens en butik på 5000 kvadratmeter kun må lukke 20 kunder ind ad gangen, kan en butik på 4999 kvadratmeter lukke 249 ind. Samtidig må butikker over 5000 kvadratmeter kun holde åbnet med tidsbestilling.

- Det her er fuldstændig ulogisk. Hvorfor må vi i det mindste ikke bare have 250 kunder inde, ligesom vores konkurrenter må?, spørger Mads Jørgensen, da TV 2 taler med ham.

Mads Jørgensen er så frustreret over kravene, at han tirsdag morgen sendte et brev til statsminister Mette Frederiksen (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S). I brevet, som TV 2 er i besiddelse af, kræver han en forklaring.

Det er stærkt konkurrenceforvridende

Mads Jørgensen, direktør i Bauhaus

I brevet beskriver han regeringens indgreb som ”stort og vidtgående”.

Mads Jørgensen mener nemlig, at Bauhaus er den eneste kæde i byggemarkedsbranchen, der bliver ramt af kvadratmetergrænsen på de 5000.

- Det er stærkt konkurrenceforvridende. Det her giver mig et økonomisk tab, mens de andre i branchen kan tjene penge, uddyber Mads Jørgensen.

Minister vil invitere til møde

I en mail til TV 2 anerkender erhvervsminister Simon Kollerup (S), at nogle butikker er udfordret af kravene. Han vil derfor nu indkalde til et møde.

- Jeg har noteret mig brevet fra Bauhaus, og selvom jeg har stor forståelse for deres situation, så er det også vigtigt, at vi genåbner vores samfund gradvist og kontrolleret. Når det er sagt, så lytter regeringen selvfølgelig, og jeg vil derfor tage initiativ til at indkalde repræsentanter fra de største butikker til et møde, skriver han.

Har sat advokater på sagen

Udover brevet har direktøren også sat sine advokater på sagen. Han vil have undersøgt, om regeringens beslutning er i strid med ligebehandlingsprincipper i dansk ret, og om Bauhaus derfor har ret til erstatning for tabt omsætning.

Han forventer, at virksomhedens advokater vil have et overblik over, om der er mulighed for en sag mod regeringen i løbet af denne uge.

- Det her skal ikke ses om en trussel. Jeg vil meget hellere finde et kompromis. Det er også derfor, jeg har skrevet et brev i første omgang, understreger Mads Jørgensen over for TV 2.

Marts måned ville normalt være en af de gode måneder i Bauhaus. Foråret får folk i haven, og derfor plejer byggemarkedet også at høste et overskud på flere millioner kroner i den måned. Men ikke i år – og ikke med de regler som regeringen har indført.

- Min vurdering er, at jeg taber et stort tocifret millionbeløb på bundlinjen, hvor vi normalt ville tjene et okay overskud.

Bauhaus står ikke alene med kritik

Bauhaus står ikke alene med sin frustration over kvadratmeterkravet.

I sidste uge luftede møbelkæden Ilva også sin frustration. Her fortalte kædens direktør til Ekstra Bladet, at han manglede at se logikken bag udregningerne. Også erhvervsorganisationen Dansk Industri mener, at arealkravet er for skrapt.