Coronavirus

Færre coronaramte plejehjemsbeboere dør

I sidste uge blev der registreret to dødsfald blandt beboere. Ugen før var tallet syv.

Markant færre plejehjemsbeboere, som er bekræftet smittet med covid-19, afgik i sidste uge ved døden end tidligere på året.

I sidste uge blev der registreret to dødsfald blandt beboere, som var bekræftet smittet med covid-19. Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er færre end ugen før, hvor der blev registreret syv dødsfald. Samtidig er det markant færre end i uge to, hvor der var 110 dødsfald blandt bekræftede smittede. Det er det højeste antal under epidemien.

Med til historien hører også, at langt færre plejehjemsbeboere bliver testet for corona.

Faldet er kommet, sideløbende med at flere og flere af plejehjemsbeboerne er blevet vaccineret mod covid-19.