Coronavirus

Næste vaccine er løbet ind i problemer - også dansk udrulning kan blive ‘knap så fantastisk’

I USA er virksomheden løbet ind i problemer i forhold til at levere det lovede antal doser. Statsministeren har udtrykt frygt for vaccinerod i EU.

I løbet af marts vil et fjerde våben i kampen mod coronavirussen herhjemme lande i sundhedsmyndighedernes arsenal.

Det bliver i form af vaccinen fra den amerikanske virksomhed Johnson & Johnson, som ifølge Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, sandsynligvis bliver godkendt af det europæiske lægemiddelagentur i midten af marts.

Men det ærgrer direktøren, at godkendelsen ikke umiddelbart vil betyde, at doserne med vaccinen ruller ind over Danmarks grænser i denne måned:

- Hvad, der er knap så fantastisk, er, at Johnson & Johnson har meddelt os, at de desværre ikke kan levere til EU lige med det samme, men at de åbenbart først kan levere tidligt i april, siger han.

Leverer færre doser end lovet i USA

Vaccinen er netop blevet godkendt til brug mod coronavirus i USA og er allerede klar til at blive taget i brug.

- Hvorfor de først kan levere i april, når de kan det i USA, det er vi ved at finde ud af i samtaler mellem kommissionen og firmaet, siger Thomas Senderovitz med henvisning til EU-kommissionen, der nu er i dialog med den amerikanske medicinproducent.

Ifølge Sundhedsstyrelsens vaccineplan fremgår det ikke, at man har regnet med leverancer fra Johnson & Johnson før april.

Men noget tyder på, at vaccineproducenterne har svært ved at vænne sig til at producere vacciner med den fart, som coronapandemien har krævet af dem. I hvert fald skriver New York Times, at Johnson & Johnson ikke kommer til at leve op til den aftale, som virksomheden har lavet med de føderale myndigheder i USA.

I aftalen har man lovet at levere 37 millioner doser i denne måned, men medicinalvirksomheden oplyser ifølge avisen, at man kun kan levere 20 millioner i marts.

Hætteglas skulle tjekkes manuelt

Ifølge mediet Financial Times skyldes forsinkelserne blandt andet problemer i forbindelse med at skalere produktionen af vaccinen op til at imødekomme efterspørgslen.

Underleverandøren Catalent i USA har for eksempel været nødt til at tjekke hvert eneste hætteglas med vaccine i hånden i to uger, fordi opgradering af den automatiske maskine til at tjekke de enkelte hætteglas har været forsinket.

Samme avis skriver, at man også er stødt på lignende problemer med at skalere produktionen op på fabrikker i andre lande, herunder en større fabrik i Holland. Ganske enkelt har producenterne haft svært ved at tilpasse produktionen så hurtigt.

Samlet set har EU bestilt 200 millioner vaccinedoser fra Johnson & Johnson til de 27 medlemslande, og der er mulighed for at bestille yderligere 200 millioner.

Heraf har Danmark lagt billet ind på 8,2 millioner doser.

Mette F.: Vaccine kan være en gamechanger

Vaccinen adskiller sig fra de allerede godkendte fra Pfizer/BioNTech, AstraZeneca og Moderna ved, at man kun skal have ét stik med den for at være vaccineret. De andre vacciner kræver to stik for at have fuld virkning.

Derudover kan Johnson & Johnsons vaccine opbevares ved normal køleskabstemperatur og sågar også klare op til flere timer ved stuetemperatur.

Netop fordi vaccinen kun kræver ét stik, beskrev statsminister Mette Frederiksen (S) vaccinen som en ”potentiel gamechanger” i kampen mod coronavirus i et brev til EU i begyndelsen af februar.

I netop det brev udtrykte den danske statsminister sammen med fire øvrige europæiske statsledere bekymring for, at netop vaccinen fra Johnson & Johnson kan udløse endnu en omgang vaccinerod i EU. Brevet kan læses her.

Et af problemerne er ifølge brevet, at vaccinen fra Johnson & Johnson blandt andet produceres på en fabrik i Belgien, men at selskabet har lagt op til, at vaccinen efterfølgende skal sendes til USA for at blive hældt på flasker.

Det frygter Mette Frederiksen og de øvrige statsledere vil true EU-landenes leverancer af vacciner.