Samfund

Kunder stod klar til at bytte julegaver, da butikkerne slog dørene op

Mange butikker i hele landet genåbner mandag. Hos Power i Herlev satser man på en blød opstart med fokus på julegavebytning.

På nær supermarkeder og enkelte udvalgte butikker som for eksempel Matas og Normal har langt de fleste været lukket siden december, men fra mandag kan mange igen byde kunder velkommen.

Et af de steder, der har set frem mod dagen med spænding, er elektronikkæden Power og deres afdeling i Herlev.

- Jeg er meget, meget glad i dag. Vi kommer til at tage det stille og roligt og har egentlig bare fokus på at byde folk sikkert velkommen, siger varehuschef Mikkel Schultz, der har brugt søndagen på at gøre butikken åbningsklar, til TV 2.

Og da butikken klokken 07.00 slog dørene op, stod et halvt dusin kunder også klar og gik gennem indgangslusen til stående klapsalver fra butikkens ansatte.

Pensionist Peter Windfeldt var blandt dem, der stod klar ved indgangen for at returnere en julegave, og samtidig røg der også farvepatroner til en printer ned i kurven.

- Den har ligget og ventet derhjemme i to og en halv måned, da jeg havde fået to af samme slags. Min kone og jeg har set frem til, at butikkerne åbner, men vi vil gå til åbningen med påpasselighed og afstand, siger han til TV 2.

Peter Windfeld var en af de første i butikken, da elektronik- og hvidevarekæden Power genåbnede i Herlev. Power har placeret medarbejdere foran og i butikken, hvor de guider og sikrer, at alle retningslinjer overholdes.

Selvom man som dreven sælger kunne være fristet til at at lave store genåbningstilbud, holder direktøren for Powers 19 butikker på tværs af landet, Jesper Boysen, sig i skindet.

- Vi starter stille og roligt op. Vi har en del medarbejdere, der kommer tilbage i dag fra lønkompensation og skal starte op. Så i dag handler det om at få serviceret de kunder, der ikke har kunnet få byttet deres julegaver eller returneret deres produkter, siger han til TV 2.

Tøjbutikker håber på koldt vejr

Ifølge aftalen om genåbning, der blev indgået onsdag, må udvalgsvarebutikker i hele landet under 5000 kvadratmeter åbne, medmindre de ligger i storcentre.

Samtidig er der fortsat lukket i stormagasiner som for eksempel Magasin og Salling.

Hos herretøjsbutikken Bogart på gågaden i Køge er ejer Gert Nodin også klar til at åbne, men han frygter, at han nu er frosset inde med tøj til en hel vintersæson.

På hylderne i butikken hænger dunjakker i stribevis af mærket Moncler, og jakkernes pris starter ved 6000 kroner.

- Vi håber og tror på, at det stadig bliver koldt de næste 14 dage, så vi kan komme af med det store udvalg, vi har her. Hvis vi ikke gør det, ligger der nogle store øretæver til både mig og alle mine kollegaer landet over, siger Gert Nodin til TV 2.

Gert Nodin ejer tre tøjbutikker og står til en stor nedskrivning på de indkøbte vinterkollektioner, der stadig hænger i butikkerne.

Når butikkerne åbner, er det med en række afstandskrav og regler for, hvor mange kunder der må være per kvadratmeter.

Hos brancheforeningen Dansk Detail lyder det, at butikkerne er klar og har helt styr på retningslinjerne.

- Forventningen er, at det bliver en relativt afdæmpet affære, siger administrerende direktør Jens Birkeholm til Ritzau.