Coronavirus

I dag åbner dele af landet, men danskerne er splittede om restriktionerne

18 procent af danskerne mener, at der er for få restriktioner, viser ny måling.

Selvom vi mandag tager hul på en forsigtig genåbning, mener næsten hver anden dansker stadig, at der er for mange restriktioner i forbindelse med coronavirus.

Det viser en ny Megafonmåling foretaget for TV 2 og Politiken.

Således svarer 41 procent af de adspurgte danskere, at der er alt for mange eller for mange restriktioner efter genåbningen 1. marts.

37 procent mener derimod, at restriktionerne er passende, mens 18 procent svarer, at der er for få restriktioner, og 4 procent svarer 'ved ikke'.

Forskelle mellem landsdele

På baggrund af nye beregninger præsenterede regeringen og støttepartierne i sidste uge en plan, hvor der lempes på enkelte restriktioner i hele landet og lidt flere restriktioner i udvalgte dele af landet.

For eksempel kan udvalgsvarebutikker op til 5000 kvadratmeter genåbne over hele landet, mens efterskoleelever og afgangselever må vende tilbage til klasseværelset i Vestjylland og Nordjylland.

Bornholm bliver der åbnet yderligere for alle uddannelser samt liberale serviceerhverv. Desuden bliver forsamlingsforbuddet hævet fra fem til ti personer.

Hvis smittesituationen også egner sig i andre landsdele, vil de kunne foretage samme genåbning efter 14 dage (15. marts). En genåbning for de resterende landsdele forventes at kunne ske efter påskeferien 6. april, hvis smitteudviklingen på det tidspunkt skønnes tilfredsstillende.

Det er dog ikke alle, der kan åbne, som benytter sig af muligheden. Det er eksempelvis tilfældet for Ikea i Aarhus. Reglerne er for forvirrende, lyder forklaringen.

Smitsomme varianter i Danmark

Det er især den smitsomme britiske mutation af coronavirus, der holder myndighederne og regeringen fra en større genåbning.

Mutationen har hurtigt spredt sig og er nu den dominerende i Danmark.

- Det er ikke en ny epidemi. Det er ikke en ny virus eller en ny sygdom. Men den har fået en ny karakter, ved at den er mere smitsom, sagde direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, på et pressemøde i Statsministeriet i sidste uge.

- Det betyder, at alt har fået mere benzin. Hvis epidemien blusser op igen i Danmark, vil den få mere fart end det, vi har kendt fra de to tidligere bølger i vores epidemi.

Søndag var der 463 nye tilfælde og yderligere 3 dødsfald med coronavirus.

Positivprocenten var på 0,3, hvilket er det laveste siden 14. februar.