Coronavirus

En festdag i skyggen af en pandemi - ingen adgang uden negativ coronatest

Bornholm åbnede mandag - som eneste sted i landet - for alle skoler og uddannelser efter måneders nedlukning.

Mundbindet er på. Brillerne er duggede. Telefonen er i hånden og holdes ud i strakt arm.

- Ja, bare kom nærmere, frem i køen, bare kom, siger en stemme.

I døren til Campus Bornholm har rengøringspersonale og teknisk service taget opstilling i gule veste for at kontrollere, at der ikke slipper coronavirus ind på det område, hvor stort set alle øens uddannelsesaktiviteter er samlet.

En ung mand i sorte arbejdsbukser og en fukssvans i den ene hånd viser med telefonen i den anden hånd beviset på sin negative coronatest.

Jeg spurgte min mor her forleden: Ved folk overhovedet, hvad jeg har fået i julegave?

Sille Køhlert Hansen, 2.Z

Han får lov til at fortsætte ind i bygningen. De, der ikke kan fremvise en negativ test, bliver henvist til det nye testcenter, der til anledningen er blevet rejst lige inden for hovedindgangen.

Alle skal vise dokumentation for en negativ coronatest, der ikke er ældre end 72 timer gammel.

- Jeg synes egentlig, at det er fint. Der er god kontrol her, og man føler sig tryg, fordi man ved, at alle er testet negativ. Og ja, så har jeg bare savnet at komme i skole, siger Mathilde Ølholm, der er ved at uddanne sig til sygeplejerske.

Der kræves en negativ coronatest, der ikke er ældre end 72 timer, for at deltage i undervisningen på Campus Bornholm.

Som første skoledag

Gymnasieeleverne Sille Køhlert Hansen og Astrid Marie Rolsted Jensen er også sluppet igennem indgangskontrollen.

De fik taget en test i lørdags og kan derfor fortsætte til deres klasser langs den sti, der er dannet med rød-hvide afspærringsbånd for at adskille dem, der kommer ind, fra dem, der skal ud igen.

- Det føles som første skoledag, siger Sille Køhlert Hansen.

Lidt som at starte helt forfra, supplerer Astrid Marie Rolsted Jensen. Efter to måneder hjemme foran skærmen glæder de sig til at se kammeraterne i 2.Z igen. Og efter så lang tid kan man godt miste tidsfornemmelsen lidt.

- Jeg spurgte min mor her forleden: "Ved folk overhovedet, hvad jeg har fået i julegave?", og hun var bare sådan: "Nej, du har ikke været i skole siden juleaften", siger Sille Køhlert Hansen og ler.

Campus Bornholm har fået sit eget teststed, hvor der er mulighed for at få en kviktest af den slags, hvor man skal have en pind op i næsen.

Oppe ved indgangen har en kvinde problemer med at få sit coronabevis frem på telefonskærmen. Den virkede ellers i lørdags, siger hun. Men eftersom hun fik taget testen i fredags, skal den alligevel fornyes i løbet af dagen, så hun stiller sig op i køen til en ny hurtigtest.

Pedeller ved indgangene

Alle skal ind ad de samme tre indgange. Ved hovedindgangen står to ansatte, der normalt arbejder i teknisk service som det, man i gamle dage ville kalde pedeller.

Genåbning på Bornholm

  • Grundskoler (alle klassetrin, herunder efterskoler) samt klubtilbud genåbnes.
  • Alle øvrige uddannelser, herunder ungdoms- og voksenuddannelser, videregående uddannelser, højskoler med videre genåbnes.
  • Liberale serviceerhverv genåbnes med krav om mundbind.
  • Forsamlingsforbuddet hæves fra fem til ti personer

Og det er en meget ”speciel opgave” at skulle stå i døren og bede elever og lærere om dokumentation, før de må komme ind på skolen, fortæller Troels Pedersen.

- Men vi kæmper alle med næb og klør for at få det til at lykkes, og alternativet er, at vi må lukke igen, siger han.

Teknisk service har fået en ekstra kasket på med de nuværende coronarestriktioner.

Og så er det alligevel ikke mere anderledes end det daglige arbejde, mener hans makker Kenneth Bjarnason.

- For vi laver alle mulige opgaver som teknisk service, så vi kan klare det hele, siger han.

Eleverne begynder så småt at ankomme ved 07.30-tiden, og inden længe har der formet sig en kø på otte-ti personer til det mobile testcenter.

Festdag i skyggen af en pandemi

Ved 8-tiden dukker gymnasieeleverne op i lidt større grupper, og der bliver en smule trængsel i indgangen.

- Nu kom vi i god tid, så der er ikke engang særlig mange elever, men allerede nu er det småkaotisk. Men det kommer nok til at gå fint, konstaterer Sille Køhlert Hansen på vej mod 2.Z.

I alt 461 elever fra de gymnasiale uddannelser skal igennem sluserne mandag. Det er alle elever fra 2. og 3.g samt HF-enkeltfag. Desuden vender alle EUD-elever tilbage til skolen, hvilket er cirka 250 elever.

Det er en meget speciel situation, og det er lidt som at være med i en science fiction-film

Inge Prip, direktør, Campus Bornholm

Inge Prip, der er direktør på Campus Bornholm, dukker engang imellem op i døren for at se, hvordan det går med at få alle ind.

Indtil videre er hun glad. Men det er også ”virkelig en festdag”, siger hun, selvom den foregår i skyggen af en pandemi.

Elever med dokumentation for en negativ coronatest kan gå direkte ind. Dem uden skal forbi testfaciliteterne til venstre i billedet.

Mens hun taler, kigger hun hen mod de store hvide skærme, der er sat op for at afgrænse testcentret, og på de elever, der iført mundbind dukker op bag skærmene, når de er blevet sluset igennem det nye testsetup.

- Det er en meget speciel situation, og det er lidt som at være med i en science fiction-film, siger Inge Prip.

Tvang, som var helt utænkeligt for et år siden

Der er selvfølgelig dem, der er undtaget for testkravet af medicinske årsager eller lignende. Men ellers bliver det betragtet som ulovligt fravær, hvis elever nægter at lade sig teste og derfor ikke kan deltage i undervisningen.

Det er ret grænseoverskridende, erkender direktøren. Men de fleste er forstående, siger hun.

- Jeg tror, at det er noget, vi har trænet i, fra den dag vi begyndte at kræve, at de skulle spritte deres hænder af for at komme ind i bygningen. Der var vi allerede ude på en vej, hvor vi benyttede noget tvang, som var helt utænkeligt for et år siden.

Omkring klokken 7.40 er der begyndt at forme sig en kø til testcentret.

Skolen håber, at den fra næste uge kan implementere en elektronisk kontrol, så eleverne kan uploade dokumentation for deres negative test.

Som led i regeringens genåbningsplan har Bornholm fået lov til at åbne for alle klasser i grundskolen og alle øvrige uddannelser.

1. g'erne og HF1-elever på Campus Bornholm må dog vente til til torsdag, før de for lov til at starte igen. Foreløbig skiftes klasserne til at være på skolen, så der ikke samles for mange mennesker.