Coronavirus

Vollsmose har landets højeste smittetal: - Nogle unge kan være ligeglade med smitten

Mange bor tæt sammen i Vollsmose, og det gør, at smitten spreder sig nemmere, siger lederen af en nyoprettet taskforce.

Med en rød kaffekop i hånden og bedekjole på bryder en ældre herre ud i latter.

Sammen med to jævnaldrende venner, der ligeledes er iklædt bedekjoler, suger de solen til sig foran Vollsmose Torv.

Den ene pulser på sin cigaret, mens den anden mand fortæller noget på arabisk, der efter alt at dømme har ført til stor glæde hos hans kammerater, som griner hjerteligt.

De har alle tre mundbind under hagen, men de står også uden for, hvor det ikke er påbudt at have for ansigtet.

Vollsmose er det sted i Danmark, hvor flest i øjeblikket bliver smittet med coronavirus. Fredag kunne TV 2 Fyn fortælle, at incidenstallet var over 700 - mere end dobbelt så højt, som andenpladsen på listen.

Derfor har man oprettet en ny taskforce, der skal bekæmpe smitte i området.

Som en del af taskforcen har man inddraget Rune Andersen, der er områdeleder for Vollsmose i Ungodense.

Han synes, at langt størstedelen af de lokale yder en stærk indsats for at holde smitten nede, men frygter, det kun kræver få mennesker at drive smitten rundt i området.

- Der kan være nogle unge, som er ligeglade, og så kommer der pludselig 25 unge mennesker, der bare spreder smitte rundt til 25 forskellige familier i området, siger han.

Mange bor tæt

Lejlighederne i Vollsmose står stablet som domino i række efter række af grå betonklodser med hvide vinduesrammer. Farverige gardiner ses gennem vinduerne, og på altanerne hænger tøj i både børne og voksenstørrelser på tørresnore.

Lederen af den nye taskforce, Rami Ezzeddine, mener, at en blanding af beboere, der bor mange tæt sammen, og som kommer fra en lang række forskellige lande og derfor taler forskellige sprog, har været med til at sætte bydelen øverst på landets smitteliste.

- Der bor syv-otte mennesker i nogle af de store lejligheder. Det vil sige, at hvis først smitten kommer ind, så går det stærkt. Og i øjeblikket er det husstandssmitte, der spreder sig, siger han.

Når smitten stiger så meget, er det så fordi, at beboerne i Vollsmose ikke følger retningslinjerne?

- Jeg tror faktisk, de følger dem. Men når der kommer retningslinjer på to-tre sider, som kan være svært for selv en dansker at forstå, så kan det være meget udfordrende, hvis dansk er dit andet sprog.

Han peger på, at der også er kommet nye ord under pandemien, der gør det svært for nogle at følge med.

- Det har jo været svært for alle at forstå, og endnu sværere for dem, der ikke er gode til dansk. Men nu er der kommet information på flere sprog, og folk suger det til sig, siger han.

Mødre og unge mennesker

Gennem sine kontakter til de lokale, særligt i det somaliske miljø, forsøger Rune Andersen at hjælpe beboerne med bedre at forstå alvoren af coronavirussen.

Blandt andet har han haft mødregruppen Sahan, der består af lokale somaliske kvinder, til kursus i coronavirus, hvor de er blevet informeret om, hvordan virussen spreder sig, og hvordan man forhindrer det.

En beboer tæt på bydelens hjerte, bycenteret Vollsmose Torv, kontaktede for nyligt Rune Andersen for at advare om, at en flok unge mennesker på 20-25 stykker var samlet i centeret.

Og dér var det også Sahan, der blev sat på opgaven.

- De har en hel anden pondus. Politiet og de andre kører ud af Vollsmose igen, men Sahan bliver her jo. De sætter sig nogle gange foran centeret i perioder med meget trafik for at holde øje med, at de unge følger reglerne, siger han.

Da han for første gang talte om coronavirus med Sahan, var det hans oplevelse, at de var lykkelige for at blive inddraget og informeret om coronavirus på en måde, så de kunne forstå det. Mange havde indtil da været i streng isolation af frygt for at blive smittet, forklarer han.

- Nogle herude har måske haft svært ved at forstå retningslinjerne, og derfor er det vigtigt, vi tager fat i dem og spøger, hvad de har brug for at vide, siger han.

Er det ikke meget fair, at man forventer af folk, de selv kan følge retningslinjerne – hvorfor skal man gøre en ekstra indsats her?

- Jo, det kan man sige, men du og jeg og alle andre er vel interesseret i at få løst det her. Jeg er blevet sat til en opgave om at formidle et budskab, og det vil jeg gøre.

Information er altafgørende

Unge mennesker i blå veste farer rundt denne weekend for at kime dørklokker i Vollsmose.

Styrelsen for Patientsikkerhed har sendt de blå veste ud for at tale med borgerne om blandt andet alvoren af den britiske variant.

Og dialog er altafgørende for at få smittetallet ned, siger Rami Ezzeddine.

- Hvis der skal gøres noget ved smitten, skal det komme indefra.

Rune Andersen mener også, at det bedste våben mod de høje smittetal i Vollsmose er, at borgerne bliver bedre informeret.

- Ofte når vi tager fat i borgerne og informerer dem om situationen, så er de meget villige til at hjælpe. De spørger, hvad kan jeg gøre?, siger han.

Mens hele Danmark står over for at skulle lukke op, stiger smittetallet voldsomt i Vollsmose. Frygter du, at bydelen står i vejen for Odenses genåbning?

- Ja. Det gør jeg. Jeg føler mig som en del af Vollsmose, og jeg ville blive ked af det, for jeg ved, hvad det ville betyde for borgerne, siger han og fortsætter:

- Det ville ramme hårdt i selvtilliden herude, og det ville ikke styrke hverken kampånden eller det sociale arbejde, jeg laver her.