Ny massebortførelse af piger i Nigeria
I Nigeria er 317 piger blevet bortført fra en skole.
Så skete det igen. Faktisk sker det jævnligt, at børn bliver bortført i det nordlige Nigeria, men når det drejer sig om ikke færre end 317 piger, får det international opmærksomhed.
For hvordan kan det blive ved? Præsident Muhammadu Buharis ord for nogle få år siden om, at myndighederne har ”vundet krigen” klinger hult – ikke mindst i ørerne på forældrene og familierne til de mange piger, hvis skæbne endnu er uvis.
Ifølge vidner ankom de bevæbnede bortførere kort efter midnat i pickups og på motorcykler til kostskolen i byen Jangebe, hvor det lykkedes dem at tage 317 piger med sig ind i de store uvejsomme skove.
Nogle af dem bar sikkerhedsstyrkernes uniformer, fortæller en af lærerne. Et andet vidne siger, at de ankom til fods.
- De var 100 bevæbnede mænd. De brød igennem porten og skød mod vagten. De rykkede ind på sovesalene, vækkede pigerne og sagde, at det var tid til bøn. Pigerne græd, da de blev ført ind i skoven. De bevæbnede mænd skød i luften imens, fortæller vidnet til BBC.
Præsidenten: Vi giver ikke efter
Fortvivlede forældre forsamledes på skolen, og nogle af dem gik ud i skovene for at lede efter deres døtre.
Præsidenten siger, at selv om myndighederne sætter massivt ind mod ”banditterne”, så er der er risiko for, at pigerne vil blive brugt som menneske-skjolde.
Men for at kunne sætte ind kræver det, at man ved, hvor de er. Det gør man ikke endnu.
Endnu venter myndighederne på at høre fra bortførerne. Det er ikke ualmindeligt, at bevæbnede grupper bortfører børn og først sætter dem fri, hvis de har fået en løsesum. Det bliver der ikke tale om, siger præsident Buhari.
- Vi giver ikke efter for afpresning fra banditter, der går efter uskyldige skolebørn for at få kæmpe løsesummer udbetalt, har han udtalt.
Det har han sagt før. Alligevel er den almindelige antagelse, at der bliver betalt store pengebeløb for at få frigivet bortførte børn.
Forældrene leder i skovene efter deres døtre
FN's børneorganisation, UNICEF, siger at man er vrede og bedrøvede over endnu en massebortførelse af skoleelever i Nigeria.
Ofte, når man hører om bortførelser i det nordvestlige Nigeria, falder tanken automatisk på terrorgruppen Boko Haram. Og gruppen har vitterlig stået bag en lang række bortførelser.
Mest kendt var bortførelsen af de såkaldte Chibok-piger i 2014, der vakte et ramaskrig. Hashtagget #BringBackOurGirls gik verden rundt. Selv Michelle Obama deltog i opråbet.
I den aktuelle sag er ingen trådt frem. Boko Haram er ikke den eneste gruppe, der finansierer sig selv gennem bortførelser. Der er mange ”almindelige” bevæbnede grupper, der bruger samme fremgangsmåde.
BBCs korrespondent i Nigeria, Mayeni Jones, skriver, at de andre grupper blev inspirerede af Boko Harams succes med Chibok-pigerne – og at regeringen virker til ikke at have nogen egentlig strategi for at sætte en stopper for de ulykkelige bortførelser af børn.
Amnesti til bortførere har været en succes
Det nordvestlige Nigeria er et enormt område, hvor store dele er dækket af skov, som bortførerne kender ud og ind. Det gør det svært for regeringens sikkerhedsstyrker at sætte effektivt ind. Læg dertil at de ofte er dårligt udrustede.
Efter Chibok-pigerne blev bortført, spyttede det internationale samfund penge i kassen til en forbedring af sikkerheden på skolerne, det såkaldte Safe Schools Initiative., der af en eller anden grund ikke dækkede det nordvestlige Nigeria. Dér er børnene lige så udsat, som de altid har været.
Så sent som i 2018 blev 110 skolepiger bortført fra en skole i det nordøstlige Nigeria, der burde være dækket af sikkerhedsprogrammet.
BBC skriver, at lokale politikere for to uger siden foreslog at give amnesti til bortførerne i stedet for løsesummer. Det er kontroversielt, men noget lignende har haft en vis succes længere sydpå i Nigerdeltaet. Der gik kriminaliteten ned efter et amnestiprogram, der blev indført i 2009.
Netop i dag er der kommet en lykkelig slutning på en anden bortførelse, som fandt sted i sidste uge. Da blev 42 bortført klokken 2 om natten fra en kostskole i delstaten Niger – også i Nigeria. Det var 27 elever, 12 pårørende og tre ansatte.
Omstændighederne omkring frifindelsen kendes ikke.
Præsident Buhari udskiftede i sidste måned sin øverste hærchef efter voksende harme og kritik af de mange bortførelser af børn.