Coronavirus

Stort vaccineforsøg i Danmark: - Vi er rykket en tur ud i fremtiden

Så mange som muligt skulle vaccineres i løbet af fredag. I Øksnehallen i København var man klar med køsystemer og særlige venteområder.

Tidligere var det kvæg, der stod på rad og række i Øksnehallen på Vesterbro i København.

Men fredag var det gamle kvægtorv stuvende fuldt af mennesker, der blev gennet gennem sirligt udtænkte køsystemer og videre til små båse og venteområder for at få de vacciner, der skal for at få landet ud af coronapandemien.

I et landsdækkende "vaccineforsøg" har alle regioner vaccineret så mange som muligt på en dag for at teste kapaciteten og finde de flaskehalse, der måtte dukke op.

Siden klokken 7 fredag morgen er der blevet vaccineret 23 personer med vaccinen fra Pfizer/BioNTech hvert tiende minut i den gamle københavnske hal. Og fra klokken 9 blev det tal øget, da 40 personer per tiende minut fik et stik med vaccinen fra AstraZeneca. Det er 240 vaccinerede personer hver time.

- Man kan sige, at vi er rykket en tur ud i fremtiden og ser, hvordan vi vil vaccinere en fredag i uge 12 eller i uge 13, siger Hanne Dorthe Sørensen, der er fungerende leder af Region Hovedstadens vaccinationscentre.

To vacciner på én gang

De to forskellige vaccinetyper er noget af det, der er anderledes under den store vaccinegeneralprøve. For tidligere har man kun vaccineret med én type på et sted. "Rene dage", som Hanne Dorthe Sørensen kalder det.

Men fredag skal folk helt fra starten af forløbet stå i to forskellige køer: en til Pfizer og en til AstraZeneca.

Der er to forskellige køer til de to vacciner.

En ældre mand i kørestol når op til receptionen. Han finder det gule sygesikringskort op ad lommen, og mens det bliver scannet, spørger han:

- Får jeg Pfizer-vaccinen?

Han skal have Pfizers vaccine og bliver vist til den rette kø. Testen i at vaccinere med to forskellige vacciner ligger dels i logistikken, men også i at se, hvad folk tænker om de forskellige vaccinetyper.

- Vi har kunnet se, at Pfizer-tiderne er blevet booket lidt hurtigere end Astra-tiderne. Men alle tider er forsvundet hurtigt, og det er gode sikre lægemidler begge to, siger Hanne Dorthe Sørensen.

Selv om køen er lang, bevæger den sig. Midt på dagen tog det cirka otte minutter at komme ind i hallen, og målet er, at flowet skal gerne holdes nogenlunde på det niveau hele dagen.

I alt skal 5000 borgere fra Region Hovedstaden vaccineres i Øksnehallen løbet af dagen, og dagens sidste tider er booket til klokken 21.30. Planen er, at regionens syv vaccinationscentre fra slutningen af marts skal kunne vaccinere mellem 25.000 og 30.000 borgere per dag.

En historisk blanding

I hjørnet af Øksnehallen finder man det, det hele handler om: vaccinerne. De ligger i fem store frysere, der står på række og er ultrakolde, så Pfizer-vaccinen stadig virker.

Før vaccinen kan blive stukket i nogle danskeres skuldre, skal den blandes op med saltvand. En proces, som otte personer i ført masker, handsker og hvide dragter står for.

På bordet foran Katja Salim Olsen ligger en papbakke med kanyler med saltvand. Hun sætter kanylens nål ned i hætteglasset, vender det på hovedet, og slår let på glasset. Så trykker hun i enden af kanylen for at få saltvandet ned i glasset. Det går langsomt, for ellers bliver den skrøbelige RNA-vaccine ødelagt, fortæller Katja Salim Olsen.

Først skal hætteglasset med vaccinen vendes forsigtigt 10 gange, og så skal der saltvand i væsken. Det er saltvandssprøjterne, man ser her.

Hun er uddannet laborant, og normalt vaccinerer hun i Hillerød, men i dag er hun i København for at være med til at se, hvordan arbejdet bliver i takt med et stigende antal doser.

Hvert af de små vaccineglas indeholder op til syv doser, og efter de er taget ud af fryserne og blandet, kan de holde sig seks timer.

Udenpå glasset skriver Katja Salim Olsen et tidspunkt, så det er tydeligt, hvor længe de kan holde.

Derfor er det vigtigt, at der kun bliver blandet de vacciner, der er overarme til. Så saltvandsprocessen går først i gang, når en medarbejder i gul vest kommer og giver en status på køen i den anden ende af Øksnehallen.

Selv om der skal vaccineres cirka fem gange så mange mennesker som tidligere, er det ikke noget, der kan mærkes i blandearbejdet, fortæller Noor Najemdin. Hun er farmaceut og er glad for at bruge sin uddannelse, men også for, at det lige præcis er vaccinen mod coronavirus, der er i glassene.

Noor Najemdin sprøjter saltvand ind i vaccinen.

- Det er historisk, siger Noor Najemdin.

Hun afspritter hætteglasset, noterer tidspunkt på et mærkat, og stiller det fra sig.

- Det er jo det her, der kan få os tilbage til samfundet.

Tre minutter per stik

Når vaccinen er blandet, er den klar til at komme videre i systemet.

Siv Thorlund Pejtersen rækker en hånd i vejret for at markere, at hun skal bruge en vaccinedosis i sin hvide bås. Hun er en del af vaccinationspersonalet i Øksnehallen. Der er netop trådt en kvinde ind i hendes hvide bås.

Inden vaccinationen skal der tastes data ind i systemet. Man registrerer også nummeret på den vaccinedose, der bliver brugt, så den kan spores, hvis en vaccineret reagerer på den.

Det første, Siv Thorlund Pejtersen gør, er at stille en række spørgsmål for at undersøge, om borgeren kan vaccineres forsvarligt:

- Har du tidligere oplevet en alvorlig allergisk reaktion i forbindelse med lægemidler og-eller tidligere vaccinationer? Lider du af en sjælden sygdom i kroppens mastceller Mastocytose? Ammer du, eller er du gravid?

Hvis svaret er nej, er der fri bane til, at borgeren kan vaccineres. Siv Thorlund Peitersen forklarer, at spørgsmålene er helt almindelige i forbindelse med alle vaccinationer. Det er også her, hun mærker, om en person er nervøs inden stikket, så hun kan berolige vedkommende.

Men denne gang er der ingen nervøsitet at spore, og vaccinen, der er blevet fundet frem, bliver givet på et øjeblik.

- Det gik hurtigt, siger kvinden, der har fået et stik. Hun får sat et plaster på armen, ruller ærmet ned og går ud af båsen.

Selve vaccinationen tager kort tid. Det er spørgsmålene inden, der tager længst. Hvilken arm, man stikker i, spiller ingen rolle, fortæller Siv Thorlund Peitersen.

Normalt tager hele processen omkring tre minutter, fortæller Siv Thorlund Peitersen.

På vaccinationscentret regner man med, at en erfaren vaccinatør kan vaccinere 15 stik i timen. På sigt måske helt op til 18. Men det er en af de ting, der skal testes.

Det sidste bliver noteret i den hvide vaccinationsbås.

Overvågning på tid

Alle dem, der er blevet vaccineret, får tilbud om at vente et kvarter i et stort område i hallen markeret med afspærringstape. Der er opstillet stole med god afstand i mellem, og folk sidder enten og læser i grønne pjecer fra Sundhedsstyrelsen eller scroller på deres telefoner. Et enkelt sted på gulvet ligger to børn i flyverdragter og spiller ludo.

Hvis man får en alvorlig allergisk reaktion af vaccinen, viser den sig hurtigt, og så står der læger parat til at behandle det. Der er indrettet et område med senge, hvor man kan ligge, hvis man bliver utilpas.

Folk venter et kvarter efter vaccinationen i et særligt område.

Ved middagstid fredag er der ikke nogen vaccinerede i Øksnehallen, som er blevet dårlige. Faktisk virker det til, at det er de færreste, der overhovedet mærker noget andet end rastløshed.

På en af de yderste rækker sidder 29-årige Malene Nielsen, der lige er blevet stukket første gang med AstraZenecas vaccine. Den fik hun tilbudt, fordi hun er en del af målgruppe fire i kraft af sit arbejde som tandlæge. For hende handler stikkene i høj grad om andre.

- Jeg tænker mest på, hvilken forskel det gør for andre, der er svagere end mig, og for hele samfundet, siger hun.

Malene Nielsen er blevet vaccineret med AstraZenecas vaccine. Hun har ikke tænkt så meget over, at det var den. Det vigtigste var at blive vaccineret, fortæller hun.

Et par rækker bagved sidder endnu en kvinde, der er blevet vaccineret med AstraZeneca. Det har været en god oplevelse, fortæller hun. Men også underlig.

- Det ville være utænkeligt, hvis nogen havde fortalt mig om det her for et år siden. Hele set-uppet, hvor vi bliver gennet gennem det her som en slags husdyr. Men det er nødvendigt, siger hun.

Hun ser på uret. Der er gået et kvarter, så hun kan nu forlade Øksnehallen et vaccinestik tættere på beskyttelse.