Coronavirus

Regioner efter massevaccination: Generalprøve er gået godt

I Region Hovedstaden er det gået "over al forventning", og man har vaccineret langt flere end ventet.

Den kommende tid ventes der at komme større mængder af vaccinedoser til Danmark. Men er vi klar til at skrue op for vaccinationerne?

Det har de fem regioner, som står for vaccinationsarbejdet, fredag testet, og det er gået godt. Det oplyser flere af dem i pressemeddelelser.

I Region Hovedstaden forventer man at have vaccineret i alt 7500 borgere i løbet af fredagen. Ambitionen var 5000.

- Generalprøven på massevaccinationen er gået over al forventning, lyder det fra Hanne Dorthe Sørensen, der er fungerende leder af vaccinationscentrene i Region Hovedstaden.

Indtil videre har man maksimalt vaccineret 1000 personer på en dag i Region Hovedstaden. Når vaccinationen regionen bliver maksimal, er planen, at der skal kunne vaccineres mellem 25.000 og 30.000 borgere dagligt på i alt seks vaccinationscentre.

Venteområde i forbindelse med at det første vaccinecenter i Region Hovedstaden åbner i Øksnehallen, ved Halmtorvet i København, onsdag den 13. januar 2021.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

"Et godt flow"

Regeringen har et erklæret mål om, at regionerne skal have kapacitet til at vaccinere 100.000 danskere om dagen, når leverancen af vacciner er tilstrækkelig.

Det er den opgave, som regionerne fredag har forberedt sig på. Der er blevet "sparet op" i vaccinebeholdningen, så lidt under 35.000 personer landet over fredag efter planen kunne få et stik.

I Vejle har man fået afprøvet de fysiske rammer og personalets evne til at eksekvere de mange vacciner.

- Det er gået rigtig fint med et godt flow igennem centeret. Vi regner med at have 900 personer igennem inden aften, siger Lisbeth Ejskjær, sygeplejerske og leder af Vaccinationscenter Vejle til TV 2.

Modsat i i hovedstaden har man spredt doserne ud, så der bliver vaccineret fra syv forskellige vaccinationscentre i Region Midtjylland.

En del af opgaven med fredagens øvelse i Vaccinationscenter Vejle har været at identificere eventuelle flaskehalse og få høvlet knaster af logistiske udfordringer. Og det er lykkedes, mener Lisbeth Ejskjær.

- Vi har blandt andet fået slået et hul i væggen, som går fra observationsområdet og herind i selve vaccinationscenteret, og det har været for at undgå flaskehalse. Vi kan se, at vores fysiske rammer og parkeringsområde fungerer efter hensigten, siger hun.

Også i Region Nordjylland, hvor 5000 danskere havde booket tid til at blive vaccineret fredag, er testen velafviklet, og man har nået det planlagte mål for distribution af vacciner.

- Alt er forløbet godt, og vi har fået tilkendegivelser fra borgere, som har været meget tilfredse, siger regionens test- og vaccinechef, Jan Nybo.

I Region Syddanmark er alt kørt efter planen, og der ventes at være vaccineret cirka 8800, når dagen er omme, skrev regionen på Twitter ved 18-tiden. Målet inden vaccinationerne gik i gang fredag var et nå 9000 personer.

"Supervåbenet"

Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder dagens planlagte vaccinationer "et storskalaforsøg".

Formålet er at forberede regeringen på at realisere en målsætning om, at op til 400.000 danskere dagligt skal kunne vaccineres i løbet af marts og til udgangen af juli, når også private virksomheder kommer med i udbud.

Statsministeren har kaldt opskaleringen af vaccineudrulningen for det "supervåben", der skal udgøre et vendepunkt i pandemiens greb.

- Vi forventer, at der kommer flere og flere vacciner, jo længere hen på foråret vi kommer. Nogle gange på én dag, og så skal vi være klar til at få dem ud at virke så hurtigt som muligt.

Til og med torsdag var der i alt givet omkring 557.000 vaccinestik i Danmark, siden det første stik blev givet 27. december. Det svarer til, at der er givet lidt flere end 9000 stik om dagen.

Der er dog løbende blevet taget flere forskellige vacciner i brug, og flere ventes at blive godkendt til brug i den kommende tid.

I marts ventes der at komme omkring en million doser til Danmark, mens der ventes det dobbelte i april. I februar kom der cirka 382.000 doser.