Rapport bekræfter Frank Jensens seriekrænkende adfærd, siger initiativtager til underskriftindsamling
Den forhenværende overborgmesters seneste krænkelsessag stammer fra 2020.
På Københavns Rådhus vil man nærlæse en rapport om den tidligere overborgmester Frank Jensens krænkende adfærd for at forhindre en gentagelse i fremtiden.
Det siger Sisse Marie Welling (SF), der er sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune.
- Advokatundersøgelsen viser, at der har været problemer for den tidligere overborgmester, og at han i mere end 30 år har haft en krænkende adfærd, siger Sisse Marie Welling til TV 2.
Rapporten om Frank Jensens opførsel blev bestilt af Københavns Borgerrepræsentation hos advokatfirmaet Kromann Reumert, som torsdag aften offentliggjorde resultatet.
Her fremgår det, at man i forbindelse med undersøgelsen har modtaget henvendelser om 12 forskellige sager om krænkelser.
Nødvendigt at afdække omfang
Én episode omhandler et kvindeligt medlem af Borgerrepræsentationen og stammer fra 2017, mens de sidste fire er fra perioden 2010 til 29. oktober 2020.
- Når det sker fra den øverste ansvarlige på et sted som Rådhuset, er man nødt til at få afdækket problemets omfang. Men man skal også sørge for, at den slags adfærd ikke vil kunne ske i årevis, som det har været tilfældet med den tidligere overborgmester, siger Sisse Marie Welling, som i næste uge skal drøfte rapporten i Økonomiudvalget.
Camilla Søe, der er medlem af Venstre og har ført an i opgøret mod krænkende adfærd i det politiske miljø som initiativtager til underskriftindsamlingen "En blandt os", kalder det "enormt betydningsfuldt", at der nu er kommet en rapport.
- Den bekræfter Frank Jensens seriekrænkende adfærd. Samtidig har vi set en systematisk udskamning af de her kvinder, som er stået frem med navn, og det har en meget høj signalværdi, at Socialdemokratiet nu afdækker kulturen, siger Camilla Søe.
Socialdemokratiet havde 53 krænkelser
Afslutningen af Borgerrepræsentationens advokatundersøgelse sker kort tid efter, at Socialdemokratiet afsluttede en omfattende medlemsundersøgelse.
Her blev der anmeldt 53 sager om krænkelser inden for de seneste år.
Henriette Laursen, direktør i videnscenteret Kvinfo, siger til TV 2, at man også kan uddrage nogle generelle konklusioner fra rapporten om Frank Jensens adfærd.
- Det er en alvorlig sag. Men man kan også sige, den viser, at der har været en kultur med en række krænkelsessager, hvor man så samtidig har kunnet have en forrygende karriere i partiet. Det skal vi have gjort op med, siger Henriette Laursen, som også mener, at politiske kredse danner grobund for en særlig form for relationer.
- Der er både nogle magthierarkier og nogle relationer, som er afgørende for, at man kan avancere. Derfor kan man komme til at fortie nogle ting af frygt for karrieren, siger Henriette Laursen.
Frank Jensen gik af som overborgmester i oktober sidste år.
TV 2 har forsøgt at indhente en kommentar fra den tidligere overborgmester, som dog ikke er vendt tilbage på henvendelsen.
I en skriftlig kommentar til Ritzau udtrykker Frank Jensen dog tilfredshed med, at advokatundersøgelserne fra Rådhuset og internt i Socialdemokratiet nu er tilendebragt.
- Jeg har deltaget i begge advokatundersøgelser for at medvirke til en ordentlig behandling af de henvendelser, der er fremkommet, samtidig med de ligger mange år tilbage i tiden.