Coronavirus

Mette Frederiksen køber ikke forklaring fra vaccineproducenter

Der er behov for at øge produktionen af vacciner og lægge pres på producenterne, lyder det fra Mette Frederiksen efter topmøde.

Der er stort behov for at øge produktionen af vacciner i EU-regi. Og det må gerne gå hurtigt.

Det erkender statsminister Mette Frederiksen (S) efter et møde mellem EU's statsledere torsdag.

- Der er bred erkendelse af, at vi mangler vacciner. Der er behov for at øge produktionskapacitet, men også at lægge pres på og styrke vaccineproducenter. Det vil vi gå meget aktivt ind i fra dansk side, sagde Mette Frederiksen på et pressemøde torsdag aften aften.

Samtidig afviste den danske regeringsleder forklaringen om, at en øget produktion af vaccine ikke kan ske på kortere sigt, som det har lydt fra flere ledende vaccineproducenter.

- Det lyder mærkeligt med et perspektiv på tre-fire år, så jeg er ikke overbevist om, at produktionen ikke kan udvides, når vi har fået udviklet en vaccine på mindre end et år, siger Mette Frederiksen.

Opbakning til politisk linje

Der har været bred kritik af EU's vaccineindkøb, da andre lande som Storbritannien, USA og særligt Israel er langt foran med at vaccinere.

Og det skal der nu gøres op med i form af en fælleseuropæisk indsats for at sikre en tilstrækkelig produktion og distribution af vacciner.

- I dag har vi fået opbakning til den politiske linje, og så skal vi til at konkretisere herfra, siger Frederiksen, som trods kritikken forsvarede beslutningen om EU's fælles indkøbspolitik.

- På det tidspunkt, vi gjorde det, var det rigtigt. Min opgave nu har været at være med i kritisk samtale om, hvor det ikke fungerer. At amerikanerne, englænderne og Israel er længere fremme med at få vaccineret befolkningen.

Skal revaccinere igen og igen

Mette Frederiksen har tidligere talt for en massiv udbygning af kapaciteten til at producere vaccine på europæisk jord. Hun har også diskuteret et samarbejde med Israel om at etablere en selvstændig produktionslinje.

Det kan blandt andet ske via offentligt-private partnerskaber og investering i produktionskapacitet, siger Mette Frederiksen.

Ifølge statsministeren er det samtidig ikke usandsynligt, at man i fremtiden skal vaccinere de europæiske befolkninger en gang om året. Det kan eksempelvis blive nødvendigt for at kunne holde mutationer af coronavirus i skak.

- Europa bliver nødt til at tænke i det fem-, otte- og ti-årige perspektiv. Den langsigtede strategi skal gøre, at Europa kommer foran. VI kan ikke blive ved at være bagud.

Og behovet rækker længere end det europæiske kontinent.

- Vi skal revaccinere igen og igen og være i stand til at kunne levere også til Afrika og Sydamerika. Som det er nu, kan jeg ikke se, at der kommer til at blive produceret vaccine nok, så vi kan opnå flokimmunitet.

Torsdag er 180.000 danskere fuldt vaccinerede.

Regeringen og regionerne vil gøre det muligt, at over 400.000 personer dagligt bliver vaccineret mod covid-19.

Den stærkt forøgede vaccinekapacitet skal være klar i løbet af marts og gælde frem til 31. juli 2021.