Coronavirus

Fire eksperter: Derfor bekymrer den britiske mutation

Selvom vi er blevet klogere, er der stadig mange usikkerheder ved B117, som kan påvirke de næste uger og måneder.

Den britiske coronavariant B117 er den primære årsag til, at Danmark ikke åbner mere i denne omgang. For mutationen har ifølge myndighederne ændret spillets regler for kontrollen med epidemien.

- Det er ikke en ny epidemi. Det er ikke en ny virus eller en ny sygdom. Men den har fået en ny karakter ved, at den er mere smitsom, sagde direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, på onsdagens pressemøde i Statsministeriet.

- Det betyder, at alt har fået mere benzin. Hvis epidemien blusser op igen i Danmark, vil den få mere fart, end det vi har kendt fra de to tidligere bølger i vores epidemi.

En ny undersøgelse fra Statens Serum Institut viser, at der er 60 procents større risiko for indlæggelse med B117. TV 2 har torsdag spurgt fire eksperter om, hvad vi ved om den britiske variant.

De fire eksperter er Tyra Grove Krause, konstitueret faglig direktør på SSI, Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet. Søs Wollesen, læge på akutafdelingen på Køge Sygehus og Anne Øvrehus, ledende overlæge på Odense Universitetshospital.

Her er deres svar:

Ved vi, hvorfor man bliver mere syg af den britiske variant end den oprindelige variant?

- Der er desværre ikke nogen biologisk forklaring, siger Tyra Grove Krause, konstitueret faglig direktør på SSI.

- Der har været en teori om, at der måske kan være en højere virusmængde end andre varianter, og at det kan stresse immunsystemet mere. Men det kan vi ikke se i vores data, siger hun.

Hvor stor en andel smittede forventes at få B117 i Danmark?

- Lige nu er det 60 procent af de smittede, som har den britiske variant. I starten af marts vil det være 80 procent, og så vil det stige derefter, siger Tyra Grove Krause.

Dermed er forventningen af 95 procent af de smittede vil have B117 i midten af marts. Men det afhænger også af, om andre smitsomme varianter gør deres indtog i Danmark.

Risikoen for indlæggelse med B117 er dog fortsat lav, understreger Tyra Grove Krause. Således er omkring seks procent af de B117-smittede indlagt i Danmark.

- Langt de fleste vil stadig have et mildt forløb, siger hun.

Ved vi, hvorfor folk bliver mere syge med B117?

- Nej, men sammenlagt med at den også er mere smitsom, bliver den næste tid udfordrende, fortæller Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet.

- Vi skal kæmpe med varianten den næste måned til halvanden, indtil vi får den vaccineeffekt, som vi har set i Israel, og som vi også kan forvente her, siger han.

Jens Lundgren forklarer, at situationen understreger, at vi har en udfordring de næste fire til seks uger.

- Og det viser, hvor vigtigt det er, at befolkningen holder fast i de restriktioner, som har været med til at skabe et lavt smittetryk, siger han.

- Vi har et vindue, som vi lige skal komme igennem som land for at komme ud på den anden side.

Vi ved ikke hvorfor folk bliver mere syge med B117, men sammenlagt med at den også er mere smitsom, bliver den næste tid udfordrende.

Vi har også den sydafrikanske variant og en ny variant i New York. Er der tegn på andre varianter, som kan være farlige og udfordrende?

- Virus kan relativt nemt lave sig om, når den begynder at sprede sig i en befolkning med en vis grad af immunitet. Det skal vi forvente mere og mere, svarer Jens Lundgren.

Derfor bliver der arbejdet intensivt på at få udviklet en andengeneration af de nuværende vacciner, som også kan ramme de nye mutationer. Det betyder, at vi nok skal forvente at skulle revaccinere senere på året for at huske immunsystemet på at være modstandsdygtig.

Hvordan oplever hospitalerne forløbet med B117 i det daglige?

- På vores afdeling har vi endnu ikke modtaget mange patienter med den britiske variant, siger læge på akutafdelingen på Køge Sygehus Søs Wollesen.

De få, der har været, har haft luftvejssymptomer og svingende feber.

- De har haft et længere forløb, hvor det hurtigere greb på lungerne, siger hun.

Derfor er hospitalet også tilbøjelig til at indlægge patienter hurtigere end tidligere. Grundlæggende kan lægerne dog ikke forudsige, hvordan et sygdomsforløb med B117 forløber.

- Det er en lumsk sygdom, hvor vi også med den almindelig coronavirus har set, at det pludselig kan gå hurtigt - også med et mildt forløb, siger Søs Wollesen.

Heller ikke ledende overlæge på Odense Universitetshospital, Anne Øvrehus, mærker endnu presset fra B117 på coronaindlæggelserne.

- Men vi regner med, at der fremover kommer både flere og længere indlæggelser, siger hun.

Er der forskel i håndtering af patienter i forhold til B117?

- Der er ingen forskel i selve behandlingen. Men sværhedsgraden bliver sværere og gør, at vi skal planlægge mere, siger Anne Øvrehus.

Men især én ting bliver afgørende for, om sygehusene kan klare det stigende tryk som B117 ventes at medføre.

- Vi håber, at befolkningen bliver ved med at holde sig til restriktionerne i samfundet. Det bliver det allervigtigste for, at sygehusene holder åbne. Vi skal tage restriktionerne alvorligt - og måske endnu mere nu end hidtil, lyder opfordringen fra Anne Øvrehus.